
- Foto: Digitaliseringsstyrelsen
Nu bliver det lettere at håndtere borgeres samtykker
Udgivet: 01/07/2025
I dag lanceres den nye fællesoffentlige it-platform Digitalt Samtykke, hvor borgerne skal få et bedre overblik over, hvad de har givet samtykke til og kan nemt tilbagekalde samtykker, hvis de ønsker det.
Ordningen lanceres i første omgang i København og Odense.
Myndighederne beder ofte borgerne om tilladelse til at bruge og dele personlige oplysninger og data. Det kan være om helbred, ansøgning om ydelser eller behandling af en sag hos kommunen. I dag foregår det ofte på papir eller i mange forskellige lokale systemer.
Med den nye it-løsning kan myndigheder anmode borgere om samtykke sikkert, digitalt og ensartet samt fjerne tidskrævende manuelle processer og formularer på papir, skriver Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse.
I Københavns Kommune har sagsbehandlerne brugt meget tid på at printe, scanne og uploade samtykker. Alene på beskæftigelsesområdet i Københavns Kommune indhentes der over 20.000 samtykker på et år.
"Vi styrker deres (borgernes red.) retssikkerhed, fordi det bliver mere overskueligt, hvad man giver samtykke til, og hvordan man kan trække det tilbage. For vores sagsbehandlere betyder det mere tid til det faglige og færre manuelle arbejdsgange. Det er præcis den slags løsninger, vi har brug for i den fælles offentlige digitaliseringsindsats,” siger beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, Jens-Kristian Lütken (V).
Digital Samtykke er et pilotforsøg i København og Odense kommuner og skal udbredes til hele landet. Alene på ældreområdet i Odense Kommune er der cirka afgivet 40.000 samtykker på området for helbred og pleje.
SA
Sidst opdateret: 01/07/2025 - 10:52












































