Mænd og kvinder er enige om top 3 over de vigtigste temaer til kommunalvalget.

Mænd og kvinder er enige om top 3 over de vigtigste temaer til kommunalvalget. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Her er de vigtigste emner til kommunalvalget

De samme tre emner topper listen for vigtigste emner til kommunalvalget, men der er stor forskel på, i hvor høj grad mænd og kvinder vægter dem.

Udgivet: 27/06/2025

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Når danskerne skal i stemmeboksen den 18. november, så er det ikke usandsynligt, at partiernes sundheds- og ældrepolitikker vil have indflydelse på, hvor deres kryds emner. For netop de to områder ligger i top, når vælgerne skal vurdere, hvad der især er afgørende for deres stemme.

Det viser en analyse fra Momentum, der har fået Voxmeter til at undersøge, hvilke emner vælgerne har som 1., 2., og 3. prioritet ved det kommende kommunalvalg.

"Sundhed og ældre er typiske kernevelfærdsområder, som vælgerne forbinder med det nære, og hvor de vurderer, at det har stor betydning, hvem de stemmer på," siger lektor ved institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet Ditte Shamshiri-Petersen til Momentum.

Selvom sundheds- og ældrepolitik figurerer i top tre på tværs af kønnene, så er der stor forskel på andelen. Mens henholdsvis 51 og 46 procent af kvinderne angiver sundhed og ældrepleje som et af de mest afgørende emner for deres stemme, så gælder det kun for 30 og 34 procent af mændene.

Omvendt fylder emnerne trafik og kollektiv transport, skat, og beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik i højere grad hos mændene. Her angiver henholdsvis 24, 26 og 18 procent af mændene emnerne som vigtige, mens det samme kun gælder for 18, 15 og 12 procent af kvinderne.

"Det er en markant forskel. Det følger det, vi normalt ser hos vælgerne, nemlig at kvinderne er mere optagede af de klassiske velfærdsområder, mens mændene oftere er optaget af skat og forsvar for eksempel, men forskellene her springer i øjnene," siger Ditte Shamshiri-Petersen

Vælgerne prioriterer den service, som de har brug for

Det er ikke kun på køn, at der er store forskelle på, hvilke emner der ligger vælgerne mest på sinde. Også når det kommer til alder, er forskellen stor. For den ældste vælgergruppe, dem over 65 år, er det måske ikke så overraskende ældreplejen, der ligger i top med en andel på 72 procent. Til sammenligning angiver kun 13 procent af de 18 til 24 årige ældreplejen som en af de vigtigste emner.

Klima og miljø og skat er til gengæld varme emner hos ungdommen, hvor henholdsvis 39 og 32 procent angiver dem som afgørende for deres stemme ved kommunalvalget.

Det kommer ikke bag på Kurt Houlberg, professor ved VIVE, der ser tallene som en bekræftelse af, at vælgerne orienterer sig mod den kommunale service, som de selv har brug for.

"Der er en tilbøjelighed til, at de typer af velfærdsservices, der retter sig mod bestemte aldersgrupper, også betyder mest for netop de aldersgrupper. Ældrepleje betyder mest for de ældre vælgere og mindre for de yngre. På samme vis har folkeskole og dagtilbud mest opmærksomhed hos de vælgere, der oftest har børn i de institutioner," siger han til Momentum.

Sidst opdateret: 27/06/2025 - 11:36

Temaer: KV25

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]