
Suset festival afholdes den 22 og 23 august i år. - Foto: Morten Rygaard
Politisk propaganda eller små sko? DJ-battle skaber ballade i byråd
En kommende DJ-battle mellem borgmester og udvalgsformand har fået et socialdemokratisk byrådsmedlem op af stolen i Esbjerg Kommune. Den musikalske kampplads er nemlig en kommunestøttet festival.
Udgivet: 27/06/2025
Kaffen var nær røget i den gale hals, da det esbjergensiske byrådsmedlem Michael Harbøll (S) så på Instagram, at borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) og formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jakob Lose (V) skal i DJ-battle på Suset Festivalen. Venstre var nemlig med til at stemme igennem, at festivalen skal modtage 24 millioner kroner i tilskud fra kommunen over de næste ti år, og det er faldet socialdemokraten for brystet, fortæller han til JydskeVestkysten.
"Det lugter langt væk, når vi nu er i et valgår. Jeg synes, det ser ud til, at man bruger skatteydernes penge på at føre valgkamp for Venstre," siger Michael Harbøll til lokalmediet og kalder det politisk propaganda.
Sagens hovedpersoner er uenige med kritikken. Jesper Frost Rasmussen pointerer overfor JydskeVestkysten, at det ikke er ham som person, men derimod borgmester-rollen, der er valgt til indslaget. Der er ikke andet i det en opbakning til festivalen, siger han, og bakkes op af Jakob Lose:
"Hvis man ikke kan bede borgmesteren og formanden for Kulturudvalget om at komme og lave en DJ-battle, så synes jeg man går i meget små sko," lyder det fra kultur- og fritidsformanden.
Suset afholdes den 22. og 23. august.
LS
Sidst opdateret: 27/06/2025 - 11:35
Emner: Kultur













































