
Store mængder nedbør i 2023 og 2024 har betydet væsentlige omkostninger på det kommunale vejnet i Vejle Kommune - Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix
Klimaforandringer laver hul i vejene – og i kommunekassen
Kraftig nedbør og stigende regnmængder ødelægger veje – og de nødvendige reparationer kan være svære at finansiere inden for de snævre budgetter.
Udgivet: 26/06/2025
Klimaforandringer er lig med meget mere vand, og meget mere vand er med til at ødelægge vejnettet. Det presser kommunernes økonomi, at man nu udover almindelig vedligehold også skal foretage ekstraordinære klimarelaterede investeringer til vejgenopretning, som typisk skal finansieres inden for den almindelige anlægsramme.
En af de kommuner, der har været hårdt ramt af klimaudfordringer på det kommunale vejnet, er Vejle Kommune, der har oplevet næsten dobbelt så meget nedbør som normalt i både 2023 og 2024.
Når regnen underminerer vejen
Ibæk Strandvej – fra småreparation til millionudgift
Vejen ligger langs Vejle Fjord og har tidligere været udfordret af bølger og erosion.
Tidligere vedligeholdelsesudgifter: 2–4 mio. kr.
Forventet udgift til genopbygning pga. regnskader: 40–50 mio. kr.
Skaderne skyldes nedbør, der har undermineret selve vejkassen – altså fundamentet under asfalten.
Ekstrem nedbør i Vejle
Normal årlig nedbør i Vejle: ca. 750 mm
Nedbør i 2023 og 2024: ca. 1300–1400 mm årligt
Den øgede mængde regn skaber strukturelle problemer i vejnettet og presser kommunens vedligeholdelsesbudget.
Klimaregn skaber dyre huller
De store vandmængder i Vejle har ikke kun givet vand i kældre – det har også undermineret kommunens vejnet. Ifølge borgmester Jens Ejner Christensen (V) har de voldsomme regnmængder ødelagt selve fundamentet under asfalten på flere veje, og det har ført til uventet store udgifter.
”Vi har været nødt til at afsætte 50 millioner ekstra til vejene sidste år. Det er meget mere end det normale budget på 18-20 millioner,” siger borgmesteren.
Et konkret eksempel er Ibæk Strandvej ved Vejle Fjord, som tidligere kunne vedligeholdes for et par millioner. Nu ventes det at koste op mod 50 millioner kroner at genopbygge vejen – alene på grund af regnvandsskader.
Almindelig drift eller klimakrise?
Problemet er ikke kun, at det regner. Problemet er også, at regningen skal betales inden for kommunernes almindelige anlægsrammer, forklarer Jens Ejner Christensen:
”Det her er ikke almindeligt slid. Det er klimaskabte skader, og hvis vi skal finde 50 millioner til én vej, så svarer det til at tage en fjerdedel af hele vores anlægsbudget på et normalt år. Det går ikke.”
Borgmesteren foreslår derfor, at staten og KL i fællesskab undersøger mulighederne for at oprette en pulje uden for anlægsrammen til kommuner, der rammes af klimarelaterede infrastrukturskader.
Risiko for skæv prioritering
Jens Ejner Christensen advarer om, at klimaskaderne risikerer at fortrænge andre velfærdsopgaver, hvis ikke kommunerne får bedre rammer for at håndtere dem:
”Det er svært at forklare borgerne, at vi har brugt 50 millioner på en strandvej, samtidig med at deres børn må gå i daginstitutioner i nedslidte bygninger.”
Han vurderer, at de samlede udgifter til klima-relateret vejvedligehold i Vejle Kommune kan løbe op i 100 millioner kroner over få år – uden at der har været stormflod eller havvandsstigninger.
Et bredere problem
Flere kommuner har de seneste år meldt om stigende problemer med nedslidte veje og stigende vedligeholdelsesomkostninger, og både FDM og KL har advaret om et voksende vedligeholdelsesefterslæb. Klimaforandringer kan nu vise sig at være en forstærkende faktor, som presser økonomien yderligere – ikke mindst i kommuner med store vejnet.
Sidst opdateret: 26/06/2025 - 11:42












































