
- Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Flere unge bliver udsat for skarp vold i nattelivet
Udgivet: 26/06/2025
En analyse fra Det Kriminalpræventive Råd viser, at det særligt er unge mellem 15 og 24 år, som oftere ender på skadestuen med skader fra knivstik eller snit med andre skarpe genstande eller bid.
"Der er sket en stigning for flere aldersgrupper, men den er mere markant for de unge. Det skal vi tage alvorligt. Det er en type vold, hvor der generelt skal mindre til, før det kan få meget alvorlige konsekvenser, siger Silke Eilertsen, som er analytiker i rådet.
Sidste år blev der registreret 113 skader fra knivstik eller andre stikvåben blandt de 15- til 24-årige. Det svarer til en stigning på 50 procent fra året før, og man skal tilbage til 2014 for at finde et højere antal.
Over 80 procent af voldsskaderne stammede sidste år fra stump vold som slag med stumpe genstande eller knytnæver.
Generelt har den registrerede vold været nogenlunde stabil i årene fra 2020 til 2024, og ser man på udviklingen i løbet af de seneste 20 år er den skadestueregistrerede vold mere end halveret.
Ser man på, hvor volden sker, sker den ligesom tidligere oftest i boligområder, men vold i nattelivs-, forlystelses- og naturområder udgør en stadigt større andel.
Analysen tager udgangspunkt i antallet af voldsskader, som er registreret og behandlet på danske skadestuer mellem 1995 og 2024.
Ritzau
Sidst opdateret: 26/06/2025 - 11:54












































