
- Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Sådan bliver en halv milliard kroner til Ungeløftet fordelt
Udgivet: 25/06/2025
Første runde af tilskud til at indfri Ungeløftet er blevet fordelt til kommunerne. Der er tale om knap 520 millioner, som skal hjælpe kommunerne med at styrke indsatsen for de 43.000 unge, der hverken har en uddannelse eller er i job.
Det skriver NB-Beskæftigelse.
Pengene skal blandt andet gå til en styrkelse af IPS-indsatsen, hvor kommune og psykiatri samarbejder om at hjælpe unge med psykiske lidelser ind på arbejdsmarkedet.
"Vi har talt om det her i hvert fald lige så længe, jeg har været i politik. Og selvom beskæftigelsen generelt stiger, så har vi ikke formået at knække koden til, hvordan vi får flere unge med. Det skal Ungeløftet gerne ændre på, hvor virksomheder, civilsamfund og kommuner går sammen i et stærkt partnerskab, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.
Den halve milliard er ikke de sidste, som kommunerne får til projektet.
I aftalen om Ungeløftet er der afsat 1,3 milliarder kroner frem mod 2035, mens der med beskæftigelsesreformen er afsat yderligere 1 milliard i samme periode. Herefter vil indsatsen fortsætte med en finansiering på 150 millioner kroner årligt.
Sidst opdateret: 25/06/2025 - 11:49












































