
- Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Ny lokalplan på vej for at sikre festival
Udgivet: 19/06/2025
Gribskov Kommunes byråd har vedtaget at starte processen med en ny lokalplan og tilhørende kommuneplantillæg for parkeringsområdet ved Tisvildeleje Strand, hvilket skal sikre, at Musik i Lejet og andre arrangementer fremadrettet kan afholdes.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
"Vi ønsker at se fremad nu og få skabt et plangrundlag, der både tager naturen alvorligt og samtidig gør det muligt at bruge området til det fællesskab og kulturliv, som mange borgere og besøgende sætter stor pris på," siger Bo Jul Nielsen (S), formand for Planudvalget.
Der vil blive udarbejdet en miljø- og habitatkonsekvensvurdering med fokus på beskyttede arter som markfirben og flagermus samt andre sårbare naturtyper. Den kommende lokalplan vil give mulighed for såkaldt bonusvirkning, hvilket betyder, at midlertidige aktiviteter – som telte, scener og events – kan gennemføres uden at skulle søge særskilte tilladelser. I stedet bliver det lokalplanens bestemmelser, der sætter rammerne, lyder det.
Udover Musik i Lejet skal lokalplanen give hjemmel til flere tilbagevendende arrangementer som Verdensballetten, Tisvilde går i fisk, Sankt Hans, Tisvilde spiser sammen og andre foreningsaktiviteter.
RMN
Sidst opdateret: 19/06/2025 - 10:24












































