
- Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Regeringen lancerer spareprogram i staten
Regeringen lægger op til at spare 5,5 milliarder kroner i staten frem mod 2030. "Det statslige bureaukrati er samlet set vokset i et omfang, der gør det nødvendigt at sætte ind," siger finansministeren.
Udgivet: 18/06/2025
Regeringen har præsenteret et såkaldt statsligt arbejdsprogram, hvor målet er at spare 5,5 milliarder på administration frem mod 2030.
Sådan lyder det fra Finansministeriet i en pressemeddelelse.
Ud af de 5,5 milliarder stammer den første milliard fra allerede gennemførte initiativer. Derudover vil regeringen finde 4 milliarder ved yderligere administrative besparelser.
Ministeriet selv kalder det en vigtig del af regeringens "indsats for at skabe en endnu bedre offentlig sektor, hvor der er tid til den velfærd, der er tæt på borgeren. Målet afspejler regeringens ambition om at komme unødvendig administration til livs og begrænse statsligt bureaukrati."
"Over de seneste år har vi øget antallet af ansatte i blandt andet politiet og Forsvaret. Det har været fornuftigt. Men det statslige bureaukrati er samlet set vokset i et omfang, der gør det nødvendigt at sætte ind. Derfor sætter vi en meget ambitiøs plan i søen. Vi vil gennemføre administrationsbesparelser i staten for mindst 5,5 mia. kr. i 2030, og vi kommer til at gøre det på en geografisk balanceret måde. Vi har et ansvar for at bruge borgernes penge klogt og på de vigtigste opgaver, og det leverer vi på," siger finansminister Nicolai Wammen.
Det statslige arbejdsprogram indebærer administrationsbesparelser mv. for mindst 5,5 mia. kr. frem mod 2030, en sanering af statslige tilsyn, regler, krav og målsætninger samt fx mere effektive indkøb og bygningsdrift i staten, lyder det.
Læs faktaarket her.
Initiativerne i arbejdsprogrammet
Administrationsbesparelser mv. for mindst 5,5 mia. kr. frem mod 2030
Digital Taskforce for kunstig intelligens
Sanering af statslige tilsyn
Sanering af statslige regler og krav
Sanering af målsætninger i staten
Måltal for omprioritering fra administration til forskning i selvejesektoren
Budgetanalyser
Effektive indkøb
Effektiv og moderne bygningsdrift i staten
Bedre it-styring i staten
Politisk prioriteret opgavebortfald
Minimumsimplementering af EU-lovgivning
Sidst opdateret: 19/06/2025 - 11:54












































