
Finansminister Nicolai Wammen vil i løbet af 2024 præsentere en nyt program for afbureaukratisering i staten, skriver han i et svar til folketingsmedlem. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Wammen lover at spare på statslig administration efter KL-kritik - men hvornår?
Finansminister holder bureaukratikortene tæt til kroppen midt i økonomiforhandlinger, og statens afbureaukratisering kan meget vel blive viklet sammen med kommuneaftalen, vurderer chefredaktør.
Udgivet: 15/05/2024
Regeringen kommer "til at tage egen medicin", og det er dens "helt klare ambition" at begrænse unødig administration. Sådan lyder det fra finansminister Nicolai Wammen (S), der i et svar til Lotte Rod (R) forholder sig til den kritik, som KL rejste af de stigende udgifter til statslig administration, før økonomiforhandlingerne gik i gang.
"Det er uhyrligt. Nogen må ganske enkelt stoppe det," sagde KL-formanden til Berlingske med henvisning til, at udgifterne til statslig administration steg med 11,2 milliarder kroner fra 2017 til 2023, mens de kommunale serviceudgifter er vokset med 11,7 milliarder kroner i samme periode.
Staten kommer også til at finde besparelser på administration, understreger Nicolai Wammen i svaret.
"Når regeringen har bedt kommunerne og regionerne om at se på administrationen, er det helt naturligt, at der også i staten ses på administrationen. Regeringen har derfor bl.a. gennemført generelle rammereduktioner i staten på 400 mio. kr. årligt i 2024 og frem. Regeringen vil desuden senere i år præsentere et flerårigt arbejdsprogram for staten, som blandt andet har til formål at understøtte opgavebortfald og begrænse statslig administration og bureaukrati," skriver finansministeren
Chefredaktør hos NB-Medier Arne Ullum hæfter sig ved tidsangivelsen i Nicolai Wammens formuleringer og peger på, at regeringens afbureaukratiseringsplaner for staten kan blive præsenteret i forbindelse med økonomiaftalen for kommunerne.
"Det er værd at bemærke, at finansministeren bruger den meget upræcise betegnelse senere i år og ikke eksempelvis til efteråret. Dermed holder ministeren muligheden åben for, at han returnerer KL's sjældent skarpe kritik af regeringen for at vælge bureaukrati frem for velfærd ved at lancere sit statslige afbureaukratiseringsprogram allerede inden for de kommende uger og målrette pengene til kommunal velfærd i økonomiaftalen," skriver Arne Ullum i en artikel til NB-Økonomi.
På forhånd kommer han med et bud på, at forhandlingerne kan munde ud i, at det sparede beløb på statens bureaukrati kan finansiere kommunal velfærd, parallelt med at regeringen stiller krav om, at kommunerne skal accelerere reduktionen af deres egne administrative udgifter. Denne model vil KL's forhandlere have sværere ved at protestere imod, påpeger Arne Ullum.
"Finansministeren kunne på den måde inddrage ekstra administrationsbesparelser på nogle hundrede millioner kroner i kommunerne og bruge dem i regnestykket for økonomiaftalens finansiering, så det på papiret ser ud af mere. Det er sket før," skriver chefredaktøren.
Nicolai Wammens svar om statslig og kommunal administration
Spørgsmål, Lotte Rod, De Radikale:
Hvad er ministerens holdning til den kritik, som KL rejser af stigningen i udgifter til statslig administration, mens der spares på velfærden i kommunerne, og hvad vil ministeren gøre for at udjævne den ubalance?
Svar, finansminister Nicolai Wammen (S):
Det er regeringens helt klare ambition at begrænse unødig administrationen. Regeringen har derfor bedt kommunerne og regionerne om at nedbringe udgifterne til administration, som skal finansiere den ekstraordinære ramme til løn og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd.
Når regeringen har bedt kommunerne og regionerne om at se på administrationen, er det helt naturligt, at der også i staten ses på administrationen. Regeringen har derfor bl.a. gennemført generelle rammereduktioner i staten på 400 mio. kr. årligt i 2024 og frem. Regeringen vil desuden senere i år præsentere et flerårigt arbejdsprogram for staten, som blandt andet har til formål at understøtte opgavebortfald og begrænse statslig administration og bureaukrati.
Regeringen kommer med andre ord til at tage egen medicin, så der kan bruges flere penge på politisk prioriterede områder frem for på unødvendige regler og administration.
Når det er sagt, er det også vigtigt at understrege, at regeringen allerede har prioriteret velfærden med store investeringer. Regeringen har bl.a. tilført ca. 2 mia. kr. i 2024 til kommunal velfærd, og regeringen vil i alt prioritere mindst 32 mia. kr. til velfærd frem mod 2030.
Sidst opdateret: 15/05/2024 - 14:23












































