Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde lægger op til et markant opgør med udligningsreformen i 2020 med et vidtgående kommissorium for analyse, der skal danne baggrund for ny reform i 2028. Ved 2020-reformen var Sophie Løhde chefforhandler for oppositionspartiet, mens det var daværende social- og indenrigsminister Astrid Krag og især finansminister Nicolai Wammen, der forhandlede for den daværende S-regering

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde lægger op til et markant opgør med udligningsreformen i 2020 med et vidtgående kommissorium for analyse, der skal danne baggrund for ny reform i 2028. Ved 2020-reformen var Sophie Løhde chefforhandler for oppositionspartiet, mens det var daværende social- og indenrigsminister Astrid Krag og især finansminister Nicolai Wammen, der forhandlede for den daværende S-regering - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Kommissorium baner vej for største udligningsreform i tre årtier og opgør med 2020-reform

Kommissoriet for den kommende udligningsreform lægger op til den største analyse af udligningssystemet siden 1995, og er samtidig et utvetydigt opgør med 2020-reformens manglende faglighed.

Udgivet: 17/06/2025

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde har netop offentliggjort et usædvanligt vidtgående kommissorium for den analyse af det kommunale tilskuds- og udligningssystem, som skal danne grundlag for politiske forhandlinger om en ny reform i foråret 2028 med effekt fra 2029.

"Regeringen ønsker en bred og grundig analyse, som kommer hele vejen rundt om det kommunale tilskuds- og udligningssystem, så vi kan få et solidt fagligt beslutningsgrundlag," siger Sophie Løhde i en pressemeddelelse.

Kommissoriet er usædvanligt vidtgående, fordi det sætter rammen for den første store analyse af både udgifts- og indtægtssiden i udligningssystemet siden det moderne udligningssystem blev født ved en stor reform i 1996.

Med eksplicitte krav om udvalgets analyser og forslag skal basere på "et fagligt grundlag", "transparens" og at systemet skal opleves gennemsigtigt og velbegrundet, er der tale om et markant opgør med den reform af udligningssystemet, som blev gennemført i 2020 med virkning fra 2021.

Den reform blev i vid udstrækning gennemført uden et fagligt grundlag, og der blev indført en række faste tilskud, som via en række kriterier uden nogen faglig begrundelse reelt var håndtildelte.

Begrundelsen for de mange håndholdte og fastlåste tilskud i 2020-reformen var et ønske om at sikre stabilitet i kommunernes økonomi. Kommissoriet for det nye system gør klart op med både det håndholdte og det fastlåste.

Nu er fokus alene, at "kommunes økonomi i udgangspunktet ikke svinger betydeligt fra år til år, men samtidig afspejler den aktuelle udvikling i kommunerne".

Tilbage til de faglige dyder

Det tre sider lange kommissorium markerer på en lang række områder en tilbagevenden til det, man kunne kalde de gamle dyder for udligningssystemer, som blev grundlagt af de to legendariske afdelingschefer for området Jørgen Lotz og senere Niels Jørgen Mau.

Hvis nogen er i tvivl om det ønske, så skal man bare læse kerneafsnittet om kravene til analysen og de senere forslag (redaktionens understregninger):

Med analysen skal udvalget tilvejebringe et fagligt grundlag for ændringer i tilskuds- og udligningssystemet, der forenkler og bidrager til, at systemet bedst muligt afspejler kommunernes opgaver og forskelle i vilkår for opgaveløsningen. Det faglige grundlag skal sigte efter, at tilskuds- og udligningssystemet i videst muligt omfang lever op til følgende fire pejlemærker:

Balance: At forskellene imellem kommuner på den ene side ikke bliver for store på tværs af Danmark, og på anden side, at kommunerne har en tilskyndelse til at fremme vækst, beskæftigelse og effektiv opgaveløsning over for borgerne.

Objektivitet: At beregningen af tilskud og udligning er baseret på saglige og upåvirkelige kriterier.

Transparens: At beregningen af tilskud og udligning er gennemskuelig.

Stabilitet: At den samlede finansiering i den enkelte kommune i udgangspunktet ikke svinger betydeligt fra år til år, men samtidig afspejler den aktuelle udvikling i kommunerne.

Bredeste analyse i 30 år

Ønsket om et markant opgør med særligt de mange lappeløsninger i 2020-reformen fremgår også af kravet om en meget bred analyse - hvilket jo er det modsatte af små isolerede lappeløsninger.

Samtidig er det første gang siden 1993, at Finansieringsudvalget bliver bedt om bredt at se på både opgørelsen af udgiftsbehovet og udligningen af alle indkomster.

Det er særligt bemærkelsesværdigt, at udvalget eksplicit bliver bedt om at se på bl.a. skatter på indkomst, ejendomme og erhverv, bloktilskud, udligning og særtilskud. Og med det lille "bl.a." får embedsmændene mulighed for at se på alle øvrige indtægter, som de finder relevante for kommunernes tilskud og udligning.

Det er gennemgående i kommissoriet, at det først og fremmest stiller krav om faglighed, objektivitet og transparens, og i meget vidt omfang giver Finansieringsudvalget frie hænder til at analysere alle områder og ret frie hænder til at komme med forslag til at opfylde hovedmålsætningen, at "der ikke er for store forskelle imellem kommunerne på tværs af Danmark, herunder i kommunernes forudsætninger for at levere nogenlunde samme velfærd ved nogenlunde samme skat".

Følger alle KL's krav

Kommissoriet følger umiddelbart alle de krav, som landets borgmestre i enighed stillede i et brev til regeringen i januar måned. Og hvis nogen skulle være i tvivl om regeringens ønske om at følge kravene i KL-brevet, så fjerner indenrigsministeren al tvivl i sin pressemeddelelse.

"For at vi kan have et Danmark i balance er det vigtigt, at kommunerne har nogenlunde ensartede økonomiske muligheder for at levere service på tværs af landet. Samtidig skal vi sikre, at kommunerne fortsat har tilskyndelse til at drive deres kommune på en god og effektiv måde. Det er ingen let opgave at løse, og derfor er jeg glad for, at landets borgmestre igennem KL kan samles om en række hensyn og principper for arbejdet. Dem er regeringen enige i, og de vil derfor være bærende for det arbejde, som vi nu sætter i gang," siger hun i pressemeddelelsen.

Fik du læst?

Selskabsskatteordning overlever ikke ny udligningsreform

Sidst opdateret: 02/07/2025 - 14:22

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]