
Filmen “Hjem Kære Hjem” er inspireret af René Frelle Petersens egne oplevelser som vikar i hjemmeplejen. Han forsøger at nedbryde fordomme om faget. - Foto: Rolf Konow
Filminstruktør blev ramt af hjemmeplejens virkelighed: "Wow – det her er vigtigt"
Filminstruktør Frelle Petersen gør op med fordomme og manglende respekt for sosu’er i sin nye film – baseret på egne erfaringer som vikar i hjemmeplejen.
Udgivet: 13/06/2025
"Du kan altid få et job i hjemmeplejen. De mangler altid folk, og du kan gå ind som ufaglært og tørre de gamle i røven."
Det er netop de fordomme, filminstruktør Frelle Petersen vil til livs med sin nye film Hjem Kære Hjem, som får premiere den 19. juni - et par uger inden ældreloven træder i kraft. Filmen tager udgangspunkt i hans egne oplevelser som vikar i hjemmeplejen i en sønderjysk kommune, hvor han arbejdede tæt sammen med sosu-hjælpere i otte uger.
"Jeg blev ramt af en enorm beundring for det arbejde, de udfører. Det blev meget tydeligt for mig, hvor stort et ansvar de bærer – og hvor lidt anerkendelse de får for det," fortæller han til NB-Ældre.
Det, der startede som research til en film, blev en personlig og rystende rejse ind i en del af velfærdssamfundet, som ofte kun får opmærksomhed, når noget går galt. Det ville han ændre på.
Et glimt af tillid og menneskelighed
Omdrejningspunktet for filmen er relationen mellem plejer og borger. Frelle Petersen beskriver det som enormt "livsbekræftende – men også hårdt arbejde, hvor man konstant skal vise omsorg."
"Forestil dig, at du træder ind i et fremmed menneskes hjem. Du har aldrig mødt dem før, og nu skal du – på 25 minutter – opbygge tillid, yde pleje og være nærværende. Det er ikke noget, alle kan," siger han.
Et konkret møde med en sosu-hjælper og en demensramt mand, han havde kendt i mange år, blev afgørende for filmens tilblivelse:
"Det var sådan en meget ubehagelig følelse, at et menneske, man har kendt i så mange år, pludselig ikke er sig selv længere. Men så træder sosu'en ind ad døren, og så lever han helt op og begynder bare at snakke og joke. Og man tænker: Wow, det er virkelig en kontrast lige pludselig. Måden han plejede at være, sådan var han pludselig over for det her menneske, som havde skabt en tillidsfuld relation," siger han og fortsætter:
"Det var dér, jeg tænkte: ’Wow – det her er vigtigt. Hvorfor har vi ikke lavet en film om det før?’"
Uvidenhed og rigide rammer
Frelle Petersen håber, at filmen kan være med til at nedbryde fordomme: at man får et indblik i, hvad det egentlig indebærer og kræver af de mennesker, der gør det.
"Der er en forventning i samfundet om, at ældrepleje er en serviceydelse på linje med at gå i en butik. ’Jeg betaler skat, så jeg har krav på service.’ Men det rammer skævt, når frustrationen går ud over den enkelte sosu – en medarbejder, som ikke har noget med de politiske beslutninger at gøre, men som gør alt for at få tingene til at fungere."
Han mener, at der er behov for langt mere fleksibilitet i systemet – og større frihed til, at medarbejderne kan bruge deres faglighed og dømmekraft, hvilket ligger i tråd med ambitionerne i ældrereformen.
"Jeg håber, at det hele fremover ikke bliver så rigidt og skemalagt, men at medarbejdere i højere grad selv må tage nogle beslutninger. Kigge på det enkelte menneske og sige: "Okay, her er der faktisk behov for, at jeg lige gør det her i dag. Og så vælger jeg ikke at følge, hvad der står på den skide liste."
"Det handler om, at det er et menneske, der er ensomt i dag. Det er jo lidt vigtigere end nullermænd på et gulv."
En anerkendelse
Frelle Petersen håber også, at Hjem Kære Hjem kan starte en samtale – og være en form for anerkendelse.
"En anerkendelse af, at det faktisk ikke er alle, der kan det her job – men at der er rigtig mange, som er vildt egnet til det. Du kan ikke have en dårlig dag i hjemmeplejen. Når du kører rundt til ældre mennesker, så bliver du hele tiden nødt til at prøve virkelig at være den bedste version af dig selv. Og samtidig skal du forsøge ikke at tage tingene med hjem – også selvom du har haft nogle voldsomme oplevelser," siger Frelle Petersen:
"Jeg blev bare fuld af beundring."
Frelle Petersen
Født 1980 ved Styrtom, Aabenraa. Bor i dag i København.
Autodidakt filminstruktør og manuskriptforfatter. Spillefilmsdebuterede i 2016 med Hundeliv og havde forinden instrueret fire kortfilm. Har desuden arbejdet på film som R, Kunsten at græde i kor og Hvidsten Gruppen.
Vinder af Politikens Talentpris 2019 ved CPH PIX.
Fik sit gennembrud med Onkel, der vandt hovedprisen ved Tokyo International Film Festival og Bodilprisen for bedste manuskript. Seneste film, Resten af livet (2022), skildrer sorg og familiedynamik i provinsen.
Sidst opdateret: 13/06/2025 - 10:05












































