
Kommunerne har i økonomiaftalen for 2026 sikret sig godt fem milliarder kroner i ekstra finansiering frem til og med 2028. - Foto: Kristoffer Sutton // NB Medier
Kommuner får fem milliarder som kompensation for vurderingskaos
Med den seneste økonomiaftale er det lykkedes KL at sikre kommunerne en samlet kompensation fra staten, som overstiger fem milliarder kroner. Men det ændrer ikke på, at nogle kommuner lider tab, mens andre får kæmpegevinster.
Udgivet: 03/06/2025
Kommunerne har under ét sikret sig en samlet ekstrafinansiering på mindst fem milliarder kroner fra staten som kompensation for de kaotiske forhold omkring ejendomsvurderingerne. Pengene vil yderligere styrke kommunernes kassebeholdninger, som aktuelt er på cirka 60 milliarder kroner.
NB-Økonomi har samlet alle tidligere og nye aftaler om kompensation til kommunerne for det omfattende kaos i de nye ejendomsvurderinger, og allerede nu viser det, at kommunerne samlet vil få mindst fem milliarder kroner i ekstrafinansiering i perioden 2024-2028.
Store forskelle mellem tabere og vindere
Men det er langt fra alle kommuner, som får del i de fem milliarder kroner, når alt indregnes.
For kommuner med tab på grundskylden er der to kilder til tab. Den mest umiddelbare er, at kommunerne kun får dækket et tab udover 0,1 procent af kommunens udskrivningsgrundlag, hvilket svarer til cirka 0,4 skattepoint, idet kommuneskatten gennemsnitligt er cirka 25 procent. I store træskolængder svarer det til cirka 220 kroner pr. indbygger for en typisk yderkommune og en del mere for eksempelvis de nordsjællandske kommuner.
Men derudover taber kommunerne også på, at det større grundskyldsprovenu fra 2025 (som med de seneste skøn blev reduceret til cirka 1,2 mia.) er modregnet i balancetilskuddet, og det koster alle kommunerne 200 kroner pr. indbygger om året.
For taberkommunerne kan det samlede tab altså løbe op omkring små 2.000 kroner pr. indbygger (fem år med et tab på op til 0,1 procent af beskatningsgrundlaget og fire år med tab på balancetilskuddet).
For vinderkommunerne gælder det, at de godt nok taber på balancetilskuddet fra 2025, men det opvejes for mange af betydeligt større ekstraindtægter fra grundskylden. For de ultimative vindere i eksempelvis Odsherred Kommune kan gevinsten ende helt oppe omkring 14.000 kroner pr indbygger (fem år med en årlig gevinst på grundskylden på cirka 3.000-3.300 kroner fratrukket tabet på balancetilskuddet i fire år cirka 1.000 kroner.)
For langt de fleste vinderkommuner er gevinsten dog markant mindre.
Samlet set, så får kommunerne altså godt fem milliarder kroner i ekstra finansiering frem til og med 2028. Det svarer til gennemsnitligt cirka 830 kroner pr. indbygger.
Der er alene tale om ekstra finansiering, og derfor kan mange kommuner alene bruge de ekstra penge til at polstre deres kommunekasse. Men især for fattige kommuner kan pengene bruges til at udnytte kommunens service- eller anlægsramme fuldt ud.
Et rent lotteri
Allerede inden økonomiforhandlingerne gik i gang var kommunerne sikret en samlet gevinst på cirka 2,65 mia. kroner, men dertil har KL indgået en ny aftale, som populært betyder, at kommuner, der lider nye tab, kompenseres for en betydelig del af tabet, mens kommuner, der vinder får lov at beholde pengene. Den nye aftale sikrer dermed cirka 2,4 milliarder i kompensation til kommuner med tab - og det er vel at mærke aftalt at kompensationerne ikke modregnes i balancetilskuddet.
KL's forhandlere har ikke fortalt nærmere detaljer om den del af økonomiforhandlingerne, som endte med det alle kilder NB-Økonomi har talt med, betegner som en usædvanlig god aftale.
Der er dog ingen tvivl om, at KL's forhandlere har siddet med en helt usædvanlig stærk hånd i forhandlingerne, fordi det alene er regeringens ansvar, at den nye boligbeskatning er endt i kaos, som har kastet kommunerne ud i stor økonomisk usikkerhed.
Endnu værre for regeringen er det, at det er rene tilfældigheder, som har afgjort om en kommune stod til kæmpegevinst eller tab.
Forklaringen er meget enkelt, at de nye grundskyldspromiller i 2023 skulle have været fastsat sådan, at de enkelte kommuner fik præcis samme provenu med de nye vurderinger, som med de gamle. Men det gik helt galt, fordi Folketinget vedtog loven på et tidspunkt, hvor de nye grundskyldspromiller var baseret på meget usikre skøn for de kommende vurderinger.
Dermed betød tilfældigheder, at nogle kommuner som eksempelvis Faaborg-Midtfyn fik en alt for lav grundskyldspromille, mens andre kommuner som eksempelvis Odsherred og Gribskov fik en alt for høj grundskyldspromille.
Sidst opdateret: 03/06/2025 - 13:19












































