De fattige kommuner får en økonomisk bet, hver gang de rigeste kommuner kan fejre større rente- og finansindtægter på deres stigende kassebeholdninger. Det viser et nyt svar fra Finansministeriet til NB-Økonomi.

Statens overfinansering på cirka syv milliarder kroner om året er dermed endt som en ny ulighedsskaber mellem de fattige og de rige kommuner. Når de rige kommuner tjener penge på afkast af deres formue, så bliver alle kommuner under et modregnet i balancetilskuddet, og dermed kommer de fattigste kommuner til at betale en stor del af de rige kommuners gevinster.

I 2024 havde eksempelvis Københavns Kommune ifølge kommunens regnskab samlede netto rente- og finansindtægter på 730 millioner kroner. Modregningen alene fra afkastet i Københavns Kommune koster dermed på den gode side af syv millioner kroner om året i tabt bloktilskud for en kommune i størrelsesordenen 60.000 indbyggere. Dertil skal lægges afkastet hos alle de øvrige formuende kommuner. Københavns Kommune bogfører de realiserede gevinster et år forskudt, og derfor vil beløbet stige i 2025 på grund af de høje afkast i 2024.

Københavns Kommune, og mange af de øvrige meget formuende kommuner, har ikke service- og anlægsramme til at bruge de store finansindtægter på, og dermed bliver afkastet blot lagt ned i kommunekassen og danner basis for et endnu større finansafkast i fremtiden.

Finansministeriet bekræfter effekten

Det har længe været uklart, i hvilket omfang kommunernes rente- og finansindtægter indgår i balancetilskuddet. I og med at balancetilskuddet skal sikre, at kommunernes udgifter og indtægter (bortset fra overfinansieringen) skal balancere, så tilsiger det, at rente- og finansindtægter skal indregnes i balancetilskuddet.

En rundspørge til en række økonomichefer viste imidlertid, at mange havde den klare opfattelse af rente- og finansindtægter ikke indgik i balancetilskuddet.

Finansministeriet har imidlertid overfor NB-Økonomi bekræftet, at de indgår:

"Regeringen og KL aftaler de forudsætninger, der ligger til grund for fastsættelsen af det statslige bloktilskud til kommunerne som led i de årlige økonomiaftaler. Det omfatter et forudsat niveau for kommunernes nettorenteindtægter, som fastlægges efter aftale med KL. I det omfang der skønnes at være nettorenteindtægter for kommunerne under ét, modregnes disse i fastsættelsen af bloktilskuddet. Det kan generelt bemærkes, at kommunernes renteindtægter omfatter en lang række forskellige poster, herunder bl.a. indtægter fra renter af indskud i pengeinstitutter mv., udbyttebetaling af investerings- og placeringsforeninger samt obligationer og udgifter til renter af langfristet gæld til Kommune Kredit," hedder det i svaret fra ministeriet.

KL har med deres eget svar bekræftet svaret fra Finansministeriet:

"KL oplyser, at der indgår et skøn for kommunernes samlede nettorenteudgifter på landsplan i økonomiforhandlingerne. Skønnet omfatter således både kommunernes renteudgifter og kommunernes indtægter fra renter, udbytte mv."

Noget af forvirringen skyldes, at kommunerne ofte har store ikke realiserede kursgevinster, og så vidt NB-Økonomi har fået oplyst, så er det kun realiserede kursgevinster, renteindtægter fra indestående, renteindtægter fra obligationer m.m, som indgår i balancetilskuddet. Det er imidlertid uklart om modregningen i balancetilskuddet er baseret på seneste regnskabsår eller på et skøn for det kommende år.

Overfinansiering var del af udligningsreform i 2020

Den massive overfinansiering af kommunerne var en del af udligningsreformen i 2020, der ellers havde et erklæret formål om at skulle udjævne forskellen mellem fattige og rige kommuner.

For at undgå utilfredshed i den rigeste halvdel af kommunerne, så valgte forligspartierne løbende at overfinansiere kommunerne, så slutfacit blev, at langt de fleste kommuner umiddelbart fik gevinst af reformen.

Reformen var meget speciel, fordi den i helt usædvanlig lille grad, var baseret på faglige analyser, og derfor tyder alt på, at ingen af partierne bag reformen, var klar over, at de med overfinansiering fik indbygget en ulighedsskaber, som gradvist ville udvide forskellen mellem rige og fattige kommuner.

Borgmester: Det er for mærkeligt

Borgmester i Syddjurs Kommune, Michael Stegger Jensen (S), kalder det "mærkeligt", at de rigeste kommuners afkast af store kassebeholdninger rammer de fattigere kommuner via balancetilskuddet. Han mener, at sagen tydeliggør behovet for en ny udligningsreform – og ikke mindst et mere gennemskueligt system:

"Det er jo virkelig svært at finde rundt i. Der er måske kun to-tre mennesker, der kan forklare det her udligningssystem. Det understreger behovet for at lave et system, der er til at forstå for alle – og som samtidig sikrer en vis rimelighed, så alle kommuner har mulighed for at levere god og ordentlig velfærd," siger han.

Borgmesteren efterlyser også, at økonomiaftalen for 2026 adresserer de skæve effekter i systemet, hvor kommuner med høj likviditet og afkast får uforholdsmæssigt stor fordel. Samtidig udtrykker han frustration over den økonomiske usikkerhed, der præger kommunernes planlægning op til årets aftale:

"Tidligere vidste jeg nogenlunde, hvad en økonomiaftale på én eller to milliarder betød for os. Nu svæver det hele i uvished. Det skaber usikkerhed – også fordi det er varige midler, vi har brug for, ikke engangsbeløb fra renteindtægter."

Ifølge Michael Stegger Jensen er det uholdbart, at nogle kommuner har likviditet stående "der vokser vildt", mens andre – som Syddjurs – kun har et begrænset spillerum. Han peger på, at det både skaber ulighed og gør det vanskeligt at forklare over for borgerne:

"Det er svært at forklare vores økonomi til borgerne, at vi skal betale ind til systemet, fordi andre kommuner har høje selskabsskatteindtægter fra fx Novo eller Lego – det giver ingen mening for folk."