En væsentlig del af opgaveflytningen fra kommunerne til regionerne i regeringens sundhedsreform handler om såkaldt patientrettet forebyggelse – eller som det mere præcist bør kaldes, kronikerrehabilitering. Og her har Indenrigs- og Sundhedsministeriet netop nedjusteret sit økonomiske skøn markant: Fra lidt over 1 milliard kroner til omkring 400 millioner.

Men den nedjustering kan undre. Spørger man Sidsel Vinge, selvstændig konsulent og mangeårig aktør på sundhedsområdet, så er behovet for patientrettet forebyggelse nemlig undervurderet. Det skyldes primært uklarhed og snørklede arbejdsgange:

"Det kan godt være, at kommunerne ikke har brugt mange penge på det her område – men det er ikke fordi, kvaliteten har været ringe. Problemet har været, at alt for få patienter overhovedet er blevet henvist, siger hun."

Ifølge Sidsel Vinge er den patientrettede forebyggelse – altså kroniker rehabilitering til borgere med fx KOL, diabetes og hjertekarsygdomme – aldrig blevet implementeret i stor nok skala. Ikke fordi tilbuddene ikke fandtes, men fordi henvisningsmekanismen har været alt for svag:

"Systemet fungerer sådan at det kræver en henvisning fra en læge. Men lægerne ser det selvfølgelig ikke som deres opgave at motivere deres patienter til at deltage i det lægerne ser som kommunernes tilbud. De ser det tikke som deres opgave at finde frem til tilbud i hver enkelt kommune. Derfor har der været alt for få henvisninger – og dermed også meget lav aktivitet."

"Strukturen har været idiotisk"

Sidsel Vinge lægger ikke fingrene imellem:

"Vi har skabt en struktur, hvor man forventer, at praktiserende læger skal agere salgsapparat for kommunernes rehabiliteringstilbud. Det har aldrig fungeret, og det har aldrig givet volumen i indsatsen."

Derfor bliver det svært at bruge historiske udgifter som målestok for, hvad området bør koste i fremtiden – man kan med andre ord ikke overføre kommunernes udgifter på området til at være regionernes udgifter på området tværtimod:

"Hvis regionerne skal gøre det bedre – og det håber jeg virkelig, de kan – så skal der langt flere patienter igennem. Og så bliver det dyrere. Men det er jo ikke penge ud ad vinduet i det samlede sundhedsvæsen – det er investeringer, der kan reducere udgifter til alt fra indlæggelser og ambulante ydelser, til hjemmepleje til tabt arbejdsfortjeneste."

Et relevant fortilfælde: Genoptræning

Sidsel Vinge sammenligner med den kommunale overtagelse af genoptræningsopgaven i 2007:

"Dengang voksede antallet af genoptræningsforløb kraftigt i årene efter kommunerne fik ansvaret. Det samme bør ske her – og det vil naturligvis koste mere, på den korte bane, hvis flere kronikere skal have relevant rehabilitering."

Kronisk sygdom kræver livslang mestring

Det handler ikke kun om øvelser og kostråd. Det handler om at lære at leve med en kronisk sygdom, siger Sidsel Vinge:

"Kronisk sygdom er ikke noget, man fikser. Det er noget, man lærer at håndtere. Det kræver viden, motivation og støtte. Og det er netop det, patientrettet forebyggelse skal sikre."

Derfor kan det undre, at ministeriet nu kommer med et nedjusterede skøn.

"Hvis vi skal tage forløbsprogrammerne alvorligt og sikre, at flere patienter kommer igennem et relevant forløb, så vil der komme en markant volumenstigning," siger Sidsel Vinge.

Et regnestykke med mange ubekendte

Mens opgaveflytningen i sig selv kan give anledning til effektiviseringer, er det afgørende, hvordan regionerne vælger at organisere indsatsen. Lykkes det at skabe sammenhæng og sikre at flere borgere i praksis får relevant patientrettet forebyggelse eller kronikerrehabilitering, kan det betyde bedre patientforløb og færre indlæggelser – men altså også højere udgifter på kort sigt.

"Hvis vi skal gøre det her ordentligt, skal vi være ærlige om, at det koster noget at løfte kvaliteten og få flere patienter gennem patientrettet forebyggelse. Men det er en investering, ikke en udgift," siger Sidsel Vinge.