
Genanvendelse af bleaffald står til at blive en realitet i Storkøbenhavn fra slutningen af 2026 - men med forskellige ordninger i København og Frederiksberg kommuner. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Første danske anlæg til bleaffald på vej
Mange kommuner er interesserede i at levere bleaffald til landets første behandlingsanlæg, der nu bliver realiseret.
Udgivet: 02/05/2025
København og Frederiksberg kan fra 2026 som de første kommuner i landet behandle og genanvende bleaffald og gøre bleer til en ny affaldsfraktion.
Sådan lød meldingen i mandags fra politikerne på Frederiksberg, der på kommunalbestyrelsesmødet glædede sig over, at de andre parter i aftalen efter et udbud havde accepteret, at Frederiksberg nedsatte mængden fra 650 til 250 ton om året.
Den endelige aftale var dog ikke underskrevet på daværende tidspunkt, skrev NB-Forsyning & Klima, men i dag, fredag, meddeler Københavns Kommune, at kontrakten er underskrevet, så sorteringen af bleaffald kan blive indledt i daginstitutioner og etageejendomme med mange børn.
"Der er en stor klimamæssig gevinst ved at genanvende bleerne i stedet for at brænde dem af. Vi har mange småbørn i København, så potentialet er stort. Jeg er rigtig glad for, at der er en dansk virksomhed, der kan se et potentiale i at bygge et behandlingsanlæg til genanvendelse af bleer i Storkøbenhavn," siger teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) i en pressemeddelelse.
Mens Københavns Kommune har vedtaget en ordning, hvor bleaffald indsamles i daginstitutioner og etageejendomme med mindst seks børn i blealderen, ville et politisk flertal på Frederiksberg nøjes med bleer fra kommunens børnehaver, vuggestuer og plejecentre. Det skabte risiko for, at behandlingsanlægget ikke kunne opføres, da Frederiksberg dermed kun skønnes at kunne levere 250 ton bleaffald om året - mod de 650 ton, der var angivet som en forudsætning i udbuddet.
På mandagens kommunalbestyrelsesmøde oplyste miljø- og trafikudvalgsformand Jan E. Jørgensen (V), at det er lykkedes at indgå en aftale med leverandøren, hvormed Frederiksberg kan nøjes med at levere mindre bleaffald, og at prisen sænkes tilsvarende med mængderne. Han lagde vægt på, at kommunalbestyrelsen i 2023 var gået med i samarbejdet med en forventning om at indsamle 250-300 ton bleaffald.
Store mængder og højere takster
Borgerrepræsentationen i København vedtog i marts en ordning, der sikrer leveringen af 5.000 ton bleaffald fra 2029 og øger taksterne med 114 kroner om året per husstand. Der skal indsamles bleaffald i daginstitutioner og etageejendomme med mindst seks 0-4-årige børn.
Bleaffald udgør 7-9 procent af restaffaldet fra de københavnske hjem, og med ordningen ventes man at indsamle godt 40 procent af den samlede mængde bleer i kommunen.
På Frederiksberg besluttede kommunalbestyrelsen mandag aften, at der ikke skal indsamles bleaffald fra boliger, hvilket betyder, at affaldstaksterne for borgerne kan holdes i ro. Kun kommunale vuggestuer, børnehaver og plejecentre skal levere bleaffald.
Behandlingsløsningen forventes at medføre ca. 85-95 procent reel genanvendelse af bleaffaldet (inkl. genanvendelse af vand).
Kilder: Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune
Stor interesse fra andre kommuner
Flere andre kommuner er interesserede i at levere bleaffald til Verdis' kommende anlæg. Vestforbrænding, der ejes af 18 hovedstadskommuner, har underskrevet et "letter of intent", mens AffaldPlus, der ejes af seks sjællandske kommuner, samt Hvidovre og Fredericia kommuner har været i dialog med Københavns Kommune. Line Barfod forventer, at Frederiksberg og Københavns indsats som frontløbere vil betale sig og føre til, at andre kommuner slutter op.
"Når vi beslutter os for at genanvende mere i København, skubber det netop på, at virksomhederne kan udvikle de gode løsninger, som også kan bruges mange andre steder," siger hun.
Behandlingsanlægget bygges til 7.500 ton bleaffald om året med mulighed for udvidelse til at håndtere 10.000 ton bleaffald, fremgår det af et notat fra Frederiksberg Kommune. Anlægget skal ifølge mediet Cleantechwatch etableres i Hvidovre og vil efter planen blive taget i brug i slutningen af 2026.
Københavnerne bruger ca. 46 mio. bleer årligt, og bleaffald udgør mindst 7 % af restaffaldet fra de københavnske hjem.
NB-Forsyning & Klima har fulgt sagen og skrevet mere dybdegående artikler om debatten på Frederiksberg, hvor der har været politisk uenighed om, hvorvidt det kan betale sig at indsamle bleaffald hos borgerne.
Sidst opdateret: 06/05/2025 - 10:30












































