Annette Vilhelmsens tid i landspolitik var kort men kaotisk. Nu vil hun tilbage til kommunalpolitik.

Annette Vilhelmsens tid i landspolitik var kort men kaotisk. Nu vil hun tilbage til kommunalpolitik. - Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix (arkiv)

Analyse

Tidligere SF-formand laver opsigtsvækkende partihop 1. maj

Selvom Annette Vilhelmsen tidligere var meget uenige med De Radikale, springer hun nu ud som radikal og stiller op for partiet til kommunalvalget. Partiet har før givet hende flere problemer.

Udgivet: 01/05/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Borgerne i Svendborg Kommune får mulighed for at stemme på en gammel kending ved det kommende kommunalvalg.

Det drejer sig om den tidligere SF-formand og minister, Annette Vilhelmsen, der onsdag på arbejdernes internationale kampdag meddelte, at hun var blevet radikal og bakkede partiets socialliberale politik op - lokalt som nationalt.

Ret skal være ret: Oprindeligt forsøgte hun at stille op til kommunalvalget for SF. Hun blev dog afvist af sit gamle partis landsledelse.

Vilhelmsen selv oplyste til Fyns Amts Avis, at partiet stillede en række krav til hende. Hun måtte blandt andet ikke udtale sig på partiets vegne, deltage i radioprogrammer eller tale dårligt om Socialdemokratiet.

Det var betingelser, som Anette Vilhelmsen ikke ville underlægge sig, og derfor meldte hun sig under de socialliberale faner.

Gik til grænsen af regeringsgrundlaget

Netop partivalget er iøjnefaldende.

Da Annette Vilhelmsen, der på daværende tidspunkt stadig var relativt nyvalgt folketingsmedlem, stillede op til formandsposten i SF, var hendes ambition netop at gå til grænsen af det regeringsgrundlag, som SF, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet havde indgået et lille års tid forinden.

Ved en lang række politiske spørgsmål var Vilhelmsen da også uenige med SRSF-regeringens politik - særligt på dagpengespørgsmålet. Det var sød musik i det utilfredse SF-baglands øre, der valgte Annette Vilhelmsen frem for den mere rutinerede Astrid Krag, som ellers var helt på linje med den daværende ledelse.

Men fordi De Radikale havde stemt for VK-regeringens halvering af dagpengeperioden, var det ikke muligt for hverken SF eller Socialdemokratiet at imødekomme deres frustrerede vælgere. Ligesom det blev læst som en stor radikal sejr, at der i regeringsgrundlaget sort på hvidt stod: "Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand."

Det var hård kost for folkepartiet og gav Vilhelmsen flere problemer.

Havde det svært i landspolitik

Det er faktisk ikke første gang, Annette Vilhelmsen prøver kræfter med det kommunalpolitiske, da hun sad i Kerteminde Byråd fra 2001 til 2011. Her nåede hun blandt andet at blive 2. viceborgmester.

Hun stoppede dog i kommunalpolitik, da hun kom ind på Christiansborg, hvor hun som bekendt gjorde lynkarriere og blev SF-formand allerede året efter.

I den forbindelse valgte hun at blive erhvervs- og vækstminister. Dog sad hun på posten under et år, da Socialdemokratierne ville have den hjem til Henrik Sass Larsen.

Derefter blev hun social-, børne- og integrationsminister. Den tid var dog også præget af en del uro, og hun huskes bedst for kritikken i forbindelse med særbehandlingen af Lisbeth Zornig-projektet Stemmer på Kanten.

Et videoklip med Annette Vilhelmsen viste nemlig, at hun tildelte projektet en million kroner, inden Zornig havde søgt midler fra den pågældende puljen og 18 dage før ansøgningsfristen.

Allerede ved valget i 2015 afviste de fynske vælgere at genvælge Vilhelmsen, hvis karriere på Christianborg var både kort og kaotisk.

Skulle ofte forholde sig til partihoppere

At netop Annette Vilhelmsen springer ud som partihopper er interessant, da hun ellers som SF-formand selv ofte forholde sig til partihopperi. Mange profilerede SF'ere skiftede til Socialdemokratiet umiddelbart efter, at Vilhelmsen overtog formandsposten.

Det gælder blandt andre Jesper Petersen og Matthias Tesfaye, der begge senere blev socialdemokratiske ministre, tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen og EU-parlamentariker Emilie Turunen.

Helt galt gik det efter det dramatiske døgn i DGI-byen, hvor partiet havde krisemøde om salget af DONG Energy (nu Ørsted) til Goldman Sachs.

Dagen efter måtte Vilhelmsen trække partiet ud af regeringen, ligesom hun meddelte sin afgang som formand.

Det fik en lang række SF'ere til at søge tilflugt hos andre partier. Astrid Krag og Ole Sohn blev socialdemokrater, mens Ida Auken fandt midlertidig tilflugt hos De Radikale.

Nu er det så Vilhelmsen selv, der kigger mod De Radikale i håb om at gøre comeback i den kommunalpolitiske verden. Om det så lykkes er op til vælgerne i Svendborg Kommune.

Fakta

Kort om Annette Vilhelmsen

Annette Vilhelmsen blev valgt til Kerteminde Byråd i 2001, hvor hun sad indtil 2011.

Samme år blev hun valgt til Folketinget. Hun blev SF formand i 2012 samt erhvervs- og vækstminister. I 2013 afgav hun ministerposten og blev i stedet social-, børne- og integrationsminister.

Efter intern uenighed trak Annette Vilhelmsen SF ud af Helle Thorning-Schmidts regeringen i 2014.

Hun blev ikke genvalgt ved Folketingsvalget i 2015.

Fik du læst?

Tidligere SF-formand vil i byrådet

Sidst opdateret: 02/05/2025 - 11:22

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]