
- Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Halvdelen af kommunerne bruger ikke-godkendte botilbud
Udgivet: 29/04/2025
Næsten hver anden kommune brugte ikke-godkendte botilbud sidste år, viser et nyt notat fra Social- og Boligministeriet.
Mens socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) har skrevet flere hyrdebreve til kommunerne om brugen af ikke-godkendte botilbud og senest ved et samråd den 24. april såede tvivl om, hvorvidt kommunerne fortsat skulle have mulighed for at anvende ikke-godkendte tilbud, brugte 45 kommuner ikke-godkendte botilbud i 2024.
42 kommuner har gjort brug af ikke-godkendte tilbud til børn og unge, mens 13 kommuner har anvendt ikke-godkendte tilbud til voksne.
94 kommuner har besvaret et spørgeskemaet fra ministeriet, men det er dog ikke alle, der har besvaret samtlige spørgsmål.
I samme undersøgelse siger 35 procent af kommunerne, at de anvender ikke-godkendte botilbud i de situationer, hvor en borger har behov for akut at blive tilbudt et sted at være, hvilket svarer til 31 kommuner. Næsten alle kommuner i undersøgelsen siger, at de anvender allerede godkendte botilbud eller anbringelsessteder.
De fleste kommuner i undersøgelsen oplever, at reglerne for brugen af ikke-godkendte botilbud er entydige.
Netop det hæftede socialministeren sig ved til samrådet den 24. april i Folketingets socialudvalg:
"Kommunerne siger, reglerne er klare. Men der er åbenbart alligevel et problem med at overholde reglerne. Altså reglerne for, hvornår man må bruge et ikke-godkendt tilbud, hvordan man registrerer det, og hvordan man følger op på det," sagde hun og fortsatte:
"Så der er meget, der tyder på, at vi skal kigge på, om man overhovedet skal have muligheden for at bruge ikke-godkendte tilbud."
Sidst opdateret: 29/04/2025 - 16:11












































