Efter bare et års drift rundede forvaltningen Aarhus Ejendomme et underskud på 147 millioner kroner.

Efter bare et års drift rundede forvaltningen Aarhus Ejendomme et underskud på 147 millioner kroner. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Medarbejdere risikerer fyring efter millionunderskud i ny forvaltning

Otte stillinger er indtil videre blevet nedlagt som led i den genopretningsplan, der skal rette op på den kuldsejlede økonomi i Aarhus Ejendomme.

Udgivet: 28/04/2025

Del artiklen:

Konsekvenserne af det massive underskud på 147 millioner kroner i Aarhus Ejendomme blev i den forgangne uge meget mærkbare for otte medarbejdere i det kommunale ejendomsselskab.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Deres stillinger nedlægges som led i en række tiltag her og nu, som ledelsen for Aarhus Ejendomme har iværksat for at rette op på økonomien.

"Otte medarbejdere er udpeget som overtallige i Aarhus Ejendomme og Fælles Stabe. Formålet er at nedbringe lønomkostningerne til stabsunderstøttelse for at imødekomme de besparelser, som direktionen i Teknik og Miljø har besluttet," oplyser kommunikationskonsulent Anders Lai i et skriftligt svar til TV2 Østjylland.

I første omgang undersøges det, om medarbejderne kan få en anden stilling i kommunen. Kan det ikke lade sig gøre, kan det resultere i fyringer.

"Alle medarbejdere bliver indkaldt til en afklaringssamtale. Formålet med samtalen er blandt andet at drøfte mulighederne for en omplacering til anden stilling i Aarhus Kommune. Hvis der ikke findes en omplaceringsmulighed, igangsættes partshøring om påtænkt afskedigelse," skriver Anders Lai.

Der er tale om medarbejdere i forskellige dele af Teknik og Miljø, herunder afdelingen Service og Stab i Aarhus Ejendomme som helt nedlægges.

Kørte af sporet efter bare et år

Aarhus Ejendomme blev sat i søen i januar 2024. Ved manøvren samlede man driften af alle Aarhus Kommunes 2,6 millioner kvadratmeter bygningsmasse i én enhed med ansvar for alt fra kontorer og skoler til plejehjem og svømmehaller.

Etableringen skete blandt andet med det formål at sikre billigere drift og skabe nye og bedre tilbud. Ved at samle administrationen og drift er det planen at skabe stordriftsfordele og effektiviseringer for 25 millioner kroner årligt frem mod 2027.

Men i stedet for at spare 25 millioner kroner er det altså endt med et merforbrug på 147 millioner kroner efter det første år.

Budgettet for 2024 lød på 721 millioner kroner, men der er brugt 868 millioner kroner. En overskridelse på 20 procent.

Genopretningsplan skal behandles i byrådet

På trods af det massive underskud har forvaltningschef for Aarhus Ejendomme Tyge Wanstrup tidligere fastholdt, at der kan effektiviseres og findes besparelser fremadrettet.

"Ja, det vil være meget realistisk. Det er jo det, der er hele idéen, når man får større fagligheder, en større økonomi og kan effektivisere bedre. Så er det alt sammen for, at vi kan få de bedste bygninger for vores borgere i kommunen," sagde forvaltningschefen, da TV2 Østjylland bragte nyheden om underskuddet i starten af april.

Ud over de nuværende tiltag, der altså indebærer at otte stillinger og en afdeling nedlægges, arbejder Tyge Wanstrup på en genopretningsplan, som han forventer at kunne sende til byrådet før sommerferien, hvor den skal behandles og godkendes.

Af Aarhus Ejendommes egen hjemmeside fremgår det, at der samlet set er ansat i alt cirka 600 medarbejdere i forvaltningen, hvoraf otte stillinger altså nedlægges.

Fik du læst?

Ny forvaltning har underskud på 147 millioner

rmn

Sidst opdateret: 28/04/2025 - 10:10

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]