
Peter Orry er ansvarshavende chefredaktør for mediehuset JFM. - Foto: PR JFM
Chef for lokalmedier: Verden skal ikke beskrives, som rådhuset ønsker det
Medierne skriver for borgerne og ikke rådhuset, og lokale magthavere må kunne tåle at få kritik. Sådan lyder det fra chefredaktør Peter Orry, der forholder sig til de anker, som byrådsmedlemmer kan have mod lokaljournalistikken.
Udgivet: 28/04/2025
Det er ikke en dårlig ting, at vinklingen er blevet skarpere, politikerne blev også sure i gamle dag, og det er ikke mediernes ansvar, hvad folk skriver på deres sociale medier.
NB-Kommune har talt med ansvarshavende chefredaktør Peter Orry for mediehuset JFM, der udgiver en lang række regionale og lokale medier, for at høre, hvordan han ser på den kritik, som lokalmedierne indimellem får.
Peter Orry har 40 års erfaring fra lokaljournalistikken, og han ser ikke, at stemningen mellem politikere og medier er blevet mere konfrontatorisk. Også før i tiden blev politikerne sure, når man gik kritisk til dem.
”Nogle gange opstår der måske i dag konflikter, fordi nogle politikere har svært ved at forstå, at vi ikke bare godtager, hvad der kommer fra dem og de meget store kommunikationsafdelinger, som gerne vil spinne nyheder, så de passer afsenderne bedst. Det er en meget vigtig opgave som lokale medier at stå op imod,” siger Peter Orry.
At medierne i stigende grad har bevæget sig væk fra substansen til fordel for sensation, er heller ikke et billede, som Peter Orry kan genkende.
”Det skyldes måske, at vi synes, at vi i hvert fald i JFM er blevet bedre til at prioritere kritisk og undersøgende lokaljournalistik,” siger mediechefen, der ikke har den store respekt for mavefornemmelser uden konkrete eksempler.
Vinkler skarpere digitalt
NB-Kommune har tidligere beskrevet, hvordan nogle lokalpolitikere oplever, at journalister vælger sensationelle overskrifter til deres artikler, men gemmer nuancerne bag en betalingsmur. Kritikken lyder på, at det er med til at forværre den hadefulde tone på sociale medier.
”Overskrifter er ikke nødvendigvis blevet mere konfrontatoriske, men sikkert til digital nyhedsformidling vinklet skarpere, end de traditionelt blev på print. Det bliver journalistikken ikke nødvendigvis dårligere af – tværtimod,” siger Peter Orry og fortsætter:
”At noget er bag betalingsmur og noget gratis, kan vi – undskyld min ligefremhed – ikke indrette journalistikken efter. Den laver vi til dem, der læser den.”
Journalistikken hos JFM skal leve op til samme standard, uanset hvilken platform den deles på, forklarer Peter Orry. Han mener ikke, at medierne kan klandres for, hvordan læserne reagerer på artikler, når de bliver delt på sociale medier.
”Vi kan ikke tage ansvaret for, hvilken tone folk kommenterer i, men vi tager ansvar for kommentarfelterne under vores egne historier ved at moderere dem, og fjerne inlæg hvis tone eller indhold, vi ikke vil lægge navn til,” siger han.
Behøver ikke bryde sig om historierne
Omkring 45 procent af byrådsmedlemmer angiver i NB-Kommunes undersøgelse, at de kender til tilfælde, hvor medierne har været hel eller delvis årsag til at potentielle byrådskandidater har droppet at stille op.
Peter Orry mener dog ikke, at JFM er med til at skabe arbejdsvilkår, der gør, at det kun er de hårde hunde, der kan tåle at være i lokalpolitik.
”Vi er kritisk vagthund på borgernes vegne, og det betyder selvfølgelig, at der vil opstå konflikter, som man skal kunne håndtere som politiker. Det er nok ikke for alle, men jeg er ikke enig i, at det kun er for de hårde hunde,” siger han.
Pressen er ikke ufejlbarlig, anerkender han. Alligevel oplever han ofte, at politikere skyder budbringeren, når de retter deres utilfredshed mod medierne.
”For os er det ikke afgørende, om politikerne bryder sig om vores historier, men om de er korrekte og relevante for borgerne, og i øvrigt overholder vores etiske standarter,” siger han.
Adspurgt til hvilke nuancer, man som politiker kan overse, når man bliver vred på medierne, svarer han kortfattet:
”At verden ikke skal beskrives, som rådhuset ønsker det, men som den er relevant for borgerne.”
Sidst opdateret: 04/07/2025 - 14:27
Temaer: Medier










































