Politiet mener, at den tidligere medarbejder har svindlet kommunen for 1,8 millioner kroner.

Politiet mener, at den tidligere medarbejder har svindlet kommunen for 1,8 millioner kroner. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Tiltale: Medarbejder svindlede kommune for millionbeløb med falske fakturaer

Politiet har rejst tiltale for svindel mod en tidligere medarbejder i Gentofte Ejendomme.

Udgivet: 25/04/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

En tidligere medarbejder i det kommunale selskab Gentofte Ejendomme er nu tiltalt for i løbet af 2024 at have svindlet kommunen for 1,8 millioner kroner.

Det skriver Gentofte Kommune i en pressemeddelelse.

Kommunen opdagede selv svindlen tidligere på året, hvor medarbejderen straks blev hjemsendt og politianmeldt.

Svindlen er foregået ved at den tidligere medarbejder har udstedt 70 fiktive fakturaer til Gentofte Ejendomme fra sit eget firma. Derefter har han via sit job i kommunen godkendt og udbetalt pengene til firmaet.

Som et led i afdækningen af bedrageriets omfang har Gentofte Kommune gennemgået mere end 1.400 fakturaer, som medarbejderen har behandlet. Kommunen har ikke kunnet konstatere svindel, der går længere tilbage i tiden.

"Det er et alvorligt bedrageri, vi er blevet udsat for og meget ubehageligt, at en af vores medarbejdere har misbrugt den tillid, vedkommende havde i kommunen. Derfor har vi også gransket sagen med stor grundighed, så vi kan være sikre på, at vi har afdækket hele omfanget af svindlen," siger direktør for Klima, Miljø og Teknik i Gentofte Kommune Marie Louise Madsen.

Kommunen oplyser, at den er forsikret mod denne type kriminalitet, og at kommunen har bedt politiet rejse et erstatningskrav mod medarbejderen som en del af straffesagen.  

Økonomi- og digitaliseringsdirektør, Mikkel Solgaard Bojsen-Møller, understreger, at det skal være risikofyldt at begå denne type kriminalitet, og derfor kigger kommunen på reglerne.

"Det er jo desværre sådan, at selv de skrappeste kontrolforanstaltninger næppe kan forhindre, at mennesker begår kriminalitet. Men det skal være risikofyldt at gøre det. Derfor gælder det om at have den rette balance mellem kontrol og ressourceforbrug," siger han og tilføjer:

"Grundlæggende vurderer vi og vores revision, at kontrollen i Gentofte Kommune har et passende niveau, men det er klart, at en sag som denne giver anledning til at kigge på reglerne igen. Derfor har vi besluttet at styrke stikprøvekontrollen på nogle specifikke områder, hvor det kan være særlig svært at kende samtlige leverandører på et givent område."

Det er endnu uvist, hvornår retten berammer sagen.  

Sidst opdateret: 25/04/2025 - 10:03

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]