
- Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ulovlige puff bars i mange grundskoler
Udgivet: 23/04/2025
Otte ud af ti kommuner har problemer med ulovlige puff bars - e-cigaretter til engangsbrug - blandt elever i grundskolen, der dækker fra 0. til 10. klasse.
Det viser en rundspørge som Politiken har lavet til kommunernes SSP, der er et samarbejde mellem skoler, socialforvaltning og politi. 65 af landets 98 kommuner har svaret på rundspørgen.
Puff bars er ofte blevet tilført smag, der gør dem mere tillokkende for børn og unge. Samtidig kan de hver især indeholde op mod 1300 milligram nikotin, der svarer til 65 pakker cigaretter. Til sammenligning må en lovlig e-cigaret maksimalt indeholde 40 milligram nikotin.
Jacob Holm Jørgensen, der er leder af SSP i Frederikssund Kommune, fortæller, at unge ikke ser dem som værende farlige.
"De ser dem måske endda som et bedre alternativ til cigaretter", siger han til mediet.
Sidst opdateret: 23/04/2025 - 09:25












































