
- Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix
Skolebiblioteker skal igen hedde skolebiblioteker
Udgivet: 23/04/2025
I dag skal alle folkeskoler have et tilknyttet et "pædagogisk læringscenter", som på grund af navnets længde ofte forkortes til PLC.
Nu vil børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) ved en lovændring ændre navnet til det mere mundrette "skolebibliotek", som os voksne kender fra vores egen folkeskoletid, og som mange kommuner og skoler allerede bruger som betegnelse.
”Hvor mange elever og forældre ved overhovedet, hvad et pædagogisk læringscenter er for noget? Og helt uforståeligt bliver det, når det forkortes PLC. Hvad vi kalder skolens fag, lokaler og funktioner er ikke ligegyldigt. Det har en selvstændig værdi at undgå elitære og indforståede begreber og gøre det muligt for enhver at deltage i samtalen om skolens hverdag,” udtaler børne- og undervisningsministeren i pressemeddelelse.
Selvom funktionen ændrer navn, ændres der ikke i de centrale opgaver, der ligger i det pædagogiske læringscenter i dag. Det fremgår af folkeskoleloven, at det pædagogiske læringscenter skal samarbejde med folkebiblioteket, stille undervisningsmidler til rådighed for skolens undervisning, herunder også bøger til elevernes fritidslæsning og yde vejledning i brugen heraf.
Samtidig med navneændringen foreslår ministeren at afskaffe bekendtgørelsen for de pædagogiske læringscentre og skrive de centrale funktioner og opgaver for skolebiblioteket ind i folkeskoleloven.
Et udkast til lovforslag om navneændringen fra pædagogisk læringscenter til skolebibliotek vil blive sendt i offentlig høring i løbet af kort tid. Lovforslaget forventes fremsat i Folketingets åbningsuge i oktober.
Sidst opdateret: 23/04/2025 - 09:30












































