En lang række aktører glæder sig over løftet af socialpsykiatrien. Dog er flere bekymret for de afsatte midler.

En lang række aktører glæder sig over løftet af socialpsykiatrien. Dog er flere bekymret for de afsatte midler. - Foto: Befunky: Jakob Bigum: PR-Foto. Peder Hvelplund: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix. Karina Vestergård Madsen: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Ros til regeringens psykiatriplan

Flere aktører roser regeringen for at løfte socialpsykiatrien med sin tiårsplan for psykiatrien, som skal sikre, at færre psykiatriske patienter kort tid efter udskrivelse bliver indlagt igen.

Udgivet: 22/04/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

"Ingen skal udskrives til ingenting."

Sådan lød det flere gange fra social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen til præsentationen af regeringens 10-årsplan for psykiatrien i tirsdags.

Derfor vil regeringen løfte socialpsykiatrien med varige midler og blandt andet etablere afklaringspladser og sociale akuttilbud i kommunerne.

Netop løftet af socialpsykiatrien får ros fra flere sider.

En af dem, der er positive overfor løftet, er formand for Kommunale Velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg. Han glæder sig over det længe ventede udspil, da mange borgere venter på hjælp.

"Der er mange gode tiltag i udspillet, og jeg hæfter mig især ved regeringens fokus på helhedsorienterede indsatser. Der er for mange borgere, der oplever overgangsproblemer fra den regionale psykiatri til den kommunale socialindsats og jobcentret. Det er derfor vigtigt, at socialpsykiatrien nu styrkes, men mindst lige så vigtigt er det, at behandlingspsykiatrien får bedre mulighed – og ansvar - for at række ud og sikre samarbejdet," siger han til NB-Social.

Regeringen har fået øjne op for socialpsykiatrien

Socialborgmester i Københavns Kommune, Karina Vestergård Madsen (E), glæder sig også over udspillet og mener, at regeringen omsider har fået øjnene op for vigtigheden i at styrke socialpsykiatrien.

”Selvom socialpsykiatrien i kommunerne spiller en altafgørende rolle for mennesker med psykiatriske problemer, har området været et overset element i den offentlige debat om psykiatriplanen og psykiatrien i det hele taget. I København har vi længe kendt til vigtigheden af tidligere, forebyggende og opsøgende indsatser – og vi kan se, at kommunens gadeplansmedarbejdere gør en stor forskel for nogle af de allermest sårbare mennesker," siger hun.

Socialborgmesteren mener, at området gennem de senere år er blevet underprioriteret økonomisk, hvilket gør, at der nu er behov for et større økonomisk løft.

"Desværre er pengene til socialpsykiatriske område aldrig fulgt med fra skiftende regeringers side, og der er derfor brug for et markant økonomisk løft, hvis alle skal have den nødvendige hjælp på rette tidspunkt. Og det kræver penge her og nu, hvis det skal rykke. Det nytter ikke, hvis kommunerne først ser pengene i 2026, 2027 eller 2030 for den sags skyld.”

Enhedslisten: Vi når ikke i mål med psykiatrien

Med planen tilfører regeringen psykiatrien yderligere 2,6 milliarder kroner. Enhedslistens psykiatriordfører Peder Hvelplund glæder sig over, at der nu afsættes varige midler til psykiatrien, men han er dog skeptisk overfor, hvorvidt politikerne kommer i mål i forhold til den oprindelige aftale.

Han mener nemlig ikke, at de afsatte midler tilstrækkelige til at give det kvalitative løft, der er brug for.

"Vi lovede jo, da vi vedtog den 10-årige psykiatrihandlingsplan, at vi skulle sikre tilstrækkelig finansiering til at implementere samtlige 37 initiativer fra det faglige oplæg (fra Sundhedsstyrelsen og Social- og Boligstyrelsen, red.). Når vi ser det, regeringen har lagt op til, er det tydeligt, at der er elementer, som bliver underfinansieret, hvor vi ikke kommer i mål med det, vi har stillet både brugere, pårørende og ansatte i udsigt."

Der er også elementer fra det faglige oplæg, som politikerne slet ikke når at få håndteret, vurderer Peder Hvelplund.

Et andet aspekt er de økonomiske rammer for socialpsykiatrien.

"Både i kommunerne og regionerne er der stramme budgetter. Derfor kan vi risikere, at de midler vi tilfører, bliver spist op af samtidige besparelser."

Behandlingsansvaret skal være tydeligt

Jakob Bigum Lundberg hæfter sig ved styrkelsen af civilsamfundet i udspillet, som han ser som særligt afgørende:

"Der er meget fokus på udredning i udspillet. Det er selvfølgelig vigtigt, men styrkelsen af civilsamfundet er måske endnu vigtigere. Foreninger og frivillige tilbud er ofte bedre til over længere tid at støtte borgere i mistrivsel end et behandlende sundhedsvæsen. Og så kan vi sikre bedre brug af sparsomme fagkompetencer."

Samtidig efterspørger Bigum en tydeliggørelse af sundhedsområdets behandlingsforpligtigelse - især for de borgere, der er mest udfordrede.

"Det nytter ikke at Behandlingspsykiatrien kan skubbe opgaver videre ved at henvise til at borgere ikke er behandlelig. Jeg håber, at behandlingsansvaret bliver tydeligt placeret i den endelige aftale."

Fik du læst?

Sophie Løhde med løftet pegefinger: Kommunerne skal bruge midlerne på psykiatri

Sidst opdateret: 22/04/2025 - 08:46

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]