
Markant flere kommuner har ordninger med fritidspas for børn og unge fra økonomisk trængte familier. - Foto: Bo Nymann
84 kommuner tilbyder fritidspas til børn og unge
Udgivet: 11/04/2025
Nu tilbyder 84 kommuner såkaldte fritidspas til børn og unge, hvilket betyder, at de får betalt medlemskontingent, udstyr og gebyr til stævner. Målet er at sikre lige adgang til fritidsaktiviteter og foreninger, så børn og unge fra økonomisk trængte familier ikke lukkes ude. Det skriver DGI, som har fået lavet undersøgelsen af Idrættens Analyseinstitut, i en pressemeddelelse.
I februar udkom Trivselskommissionen med anbefalinger til børn og unges trivsel i Danmark, hvor det lyder at "alle kommuner bør have en fritidspasordning."
"Det er utrolig stærkt, at et markant antal af kommuner nu tilbyder fritidspasordninger, så flere børn og unge kan komme med ind i idrætsforeningerne og opleve glæden ved at bevæge sig sammen med andre. De lærer at begå sig i fællesskabet, og det er nogle erfaringer, de kan bruge resten af livet. Vi har brug for en samfundskontrakt, hvor alle børn og unge deltager i en frivillig forening," siger Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI.
Fritidspas
Hvad er fritidspas
Et fritidspas er et kommunalt tilbud til børn og unge, der på grund af sociale, økonomiske eller kulturelle forhold ikke deltager i organiserede fritidsaktiviteter eller foreningsliv.
Kommunerne er ikke forpligtet til at tilbyde fritidspas, men kan som en del af det forebyggende arbejde vælge at yde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter for børn og unge.
Kriterierne for at modtage støtte varierer fra kommune til kommune. Typisk dækker det udgifter til kontingenter og udstyr.
Tal fra undersøgelsen
84 kommuner har fritidspasordninger. I 2021 havde kun 62 kommuner ordningen – en stigning, der bl.a. skyldes, at 14 kommuner fik tildelt midler fra Social- og Boligstyrelsen i 2022-2023.
35 kommuner har en vejlederfunktion – typisk en medarbejder, som hjælper med guidning af børn og unge ind i idrætsforeningerne.
Undersøgelsen viser, at kommunerne i gennemsnit støtter 225 personer, men at der kan være store forskelle i antallet på tværs af kommuner.
I gennemsnit støtter kommuner med vejledning 42 borgere pr. 10.000 indbyggere, mens kommuner uden en vejlederfunktion støtter 30 borgere pr. 10.000 indbyggere i gennemsnit.
Kilde: DGI
Sidst opdateret: 11/04/2025 - 07:18












































