
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har præsenteret reform for beskæftigelsesområdet. - Foto: Arne Ullum
Jobreformen er landet
I dag har beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) præsenteret den jobreform, som pålægger kommunerne milliardbesparelser.
Udgivet: 09/04/2025
Fremover vil kommunerne blive målt på, hvor gode de er til reelt at få borgerne i job, og undervejs i processen vil de få større frihed til organisere jobindsatsen efter lokale behov. Samtidig forventes flere kontanthjælpsmodtagere at kunne arbejde, og a-kasserne får en større rolle i aktiveringen af dagpengemodtagerne.
Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) præsenterer sammen med aftalepartierne Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre den omfattende reform, som skal give besparelser på beskæftigelsesområdet på 2,59 milliarder kroner frem mod 2030.
Aftalepartierne er enige om, at regeringen på baggrund af den politiske aftale skal indgå aftale med KL om udmøntning og implementering af den samlede reform i foråret, herunder realiseringen af de økonomiske konsekvenser af reformen og den samlede besparelse.
Formanden for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, Steen Christiansen (S), kvitterer for, at der er blevet lyttet til de store bekymringer, kommunerne og andre aktører har haft om, at så store besparelser vil gå ud over indsatsen til især de udsatte borgere og unge på kanten af arbejdsmarkedet.
”Vi står over for den nok største omstilling af beskæftigelsesområdet nogensinde. Ambitionerne er tårnhøje. Og derfor vil jeg også gerne kvittere for, at regeringen og aftalepartierne har lyttet til vores bekymring om de store besparelser, og at de vælger at give lidt flere ressourcer til indsatsen til de unge ved at gøre Ungeløftet permanent. Det er godt. Men vi skal stadig spare rigtig mange penge på området, og det skal gøres på utrolig kort tid. Det er ikke gode vilkår for implementeringen af et markant nyt beskæftigelsessystem,” siger KL-udvalgsformanden.
Dette er aftalepartierne er enige om
- Kommunerne vil fremover blive målt på, hvor gode de er til at få borgere i job, og man fjerner derfor det skærpede tilsyn. Den statslige opfølgning på beskæftigelsesindsatsen vil fremover fokusere på, om kommuner og a-kasser formår at få borgere i job eller uddannelse og på tilfredsheden med indsatsen.
- At alle borgere som udgangspunkt forventes at kunne få et job indenfor seks måneder og alle kontanthjælpsmodtagere er dermed som udgangspunkt "jobparate".
- Dertil møder man flere unge med fokus på job, da uddannelse ikke er vejen frem for alle, og derfor afskaffes "uddannelsespålægget".
- For at styrke kommunernes incitament til at gøre en indsats for, at de ledige længst fra arbejdsmarkedet får løntimer, indføres en jobpræmie til kommunerne. Det skal give et klart og tydeligt incitament for kommunerne til at yde en ekstra indsats for at få borgere med flere år uden fodfæste på arbejdsmarkedet i ordinær beskæftigelse. Jo flere løntimer borgerne opnår, jo større bliver den samlede indtægt til kommunen. Kommunen kan bruge indtægterne fra jobpræmien til serviceudgifter. Den konkrete model for jobpræmien skal fastlægges som led i udmøntningen.
- Som led i forenklingen afskaffes ressourceforløb, jobafklaringsforløb, revalideringsordningen, særlig støtte, indsatsgarantien, ret til personlig jobformidler og ret til samtale med sundhedskoordinator i forbindelse med et konkret tilbud. Sygemeldte, der ikke kan få forlænget deres sygedagpenge, vil overgå til en reduceret sygedagpengesats.
- Kravene til antal samtaler og tilbud for dagpengemodtagere og jobparate ledige harmoniseres også, så der fremover stilles krav om minimum fire samtaler og ét aktiveringstilbud inden for de første seks måneder.
- Det vil give større fleksibilitet for kommunen til at vurdere, om borgeren har størst gavn af fx et social- eller sundhedstilbud. For borgere længere fra arbejdsmarkedet og sygemeldte reduceres kravet til antallet af samtaler fra de nuværende fire til én samtale inden for de første seks måneder.
- Sygemeldte fra beskæftigelse flyttes ud af beskæftigelsesindsatsen.
- A-kasser og private leverandører skal spille en større rolle i beskæftigelsesindsatsen. Derfor sættes et treårigt forsøg i gang, hvor borgere tættest på arbejdsmarkedet skal have mere indflydelse på deres eget forløb. Derfor får udvalgte dagpengemodtagere frit valg til et kontaktforløb hos enten kommunen, a-kassen eller en anden aktør i de første fire måneder af ledighed, hvor det nu er tre.
Blandt andet de ovenstående initiativer skal frigive 2,7 milliarder varigt på beskæftigelsesområdet. Se i tabellen nedenfor, hvor besparelserne skal findes:
Forhandlinger har været længe undervejs
Reformen har været mere end to år undervejs, og den er fra flere kanter blevet kritiseret for at være en spareøvelse. Oprindeligt skulle man spare tre milliarder med reformen, som ville svare til over 25 procent af de nuværende udgifter på området.Det var i regeringsgrundlaget at ambitionen om at spare tre milliarder blev fastsat, blandt andet ved at nedlægge jobcentrene, frisætte kommunerne og give a-kasser en større rolle.
I den sidste fase af forhandlingerne, har uenighederne særligt været omkring a-kassernes rolle og svageste og udsatte ledige.
I går forlod SF forhandlinger og er derfor ikke en del af aftalen. Det skyldes, at partiet er utilfreds med, at man sparer på unge uden for job og uddannelse, og kalderdet et brud på ungeløftet.
Det har været ministerens plan, at reformen skal i høring hen over sommeren og være på plads til at træde i kraft i foråret 2026.
Læs hele aftalen her.
Sidst opdateret: 09/04/2025 - 13:04













































