
Borgmester i Ishøj Kommune, Merete Amdisen (A), mener, at kommunerne på den københavnske vestegn løfter en social opgave for hele kommunedanmark, og derfor, også skal kompenseres. - Foto: Ishøj Kommune
Ishøj: Ligeglad om det hedder hovedstadsudligning eller særtilskud
Provinskommunerne slap af med hovedstadsudligningen, men Ishøj og andre hovedstadskommuner får stadig store tilskud i udligningen. Nu hedder de bare noget andet.
Udgivet: 01/04/2025
Det har altid gjort ondt på kommunerne uden for hovedstadsområdet, at kommunerne i hovedstadsområdet havde deres egen udligning ved siden af den store udligning.
I udligningsreformen fra 2020 lykkedes det så endeligt for kommunerne udenfor hovedstaden at komme af med Hovedstadsudligningen, men nu viser en analyse fra NB Økonomi - at de særtillæg og tilskud, som særligt kommunerne på den københavnske vestegn får som kompensation for at have mistet hovedstadsudligningen på mange områder en videreførelse af hovedstadsudligningen ad bagdøren.
Hedensted: Er hovedstadsudligningen tilbage?
Noget Hedensteds borgmester Ole Vind (V) allerede undrede sig over i sidste uge da vi talte med ham, om hvorfor hans kommune ikke får mere ud af udligningssystemet end han gør:
"Man afskaffede jo hovedstadsudligningen, men så gik man jo ind og lavede et masse særtilskud, som jo også ender over i hovedstadsområdet. Så spørgsmålet er, om vi i virkeligheden ikke stadigvæk har en hovedstadsudligning, når det kommer til stykket."
En af de kommuner, der tidligere nød godt hovedstadsudligningen, er Ishøj Kommune og her er borgmester Merete Amdisen reelt ligeglad med, om det hedder Hovedstadsudligninger, om det hedder særtilskud eller om det hedder særtillæg:
"For mig er det lige meget hvad barnet skal hedde. Jeg har bare et kæmpestort ønske om, at der en forståelse for, at vi her på vestegnen løser en opgave for hele kommunefællesskabet, og at vi også skal kompenseres rimeligt for det""
I Ishøj udfylder man ifølge borgmestreren en helt særlig rolle, der kræver helt særlig kompensation:
"Altså, vi har jo fået både tilskud og særtilskud efter den befolkningssammensætning, som vi har. Man kan sige, at det samlede hovedstadsområde er jo lidt skævt planlagt tilbage i tidernes morgen. Her nede sydpå på Vestegnen, der bor helt almindelige folk. Dem, der går på arbejde som rengøringsassistenter, kassedamer, buschauffører. Altså alle de lavtlønnede, de bor og lever deres liv her på Vestegnen. Og på den måde er vi her på Vestegnen jo endt med at løse en stor social opgave for fællesskabet i hele hovedstadsområdet. Hvis du ser samlet set over Vestegnskommunerne, så har vi også en væsentligt højere andel af borgere med anden etnisk baggrund. Med de forhold følger en rækker udgifter Og det er det som vi her på vestegnen bliver kompenseret for "
Ishøj: Udligningen sikrer vores velfærd
I en analyse fra NB Økonomi dokumenterede vi i sidste uge , at eksempelvis Hedensted går fra at være nummer 50 inden udligning, og ender som nummer 82 efter udligning, hvis man rangerer kommunerne efter indtægter. I modsat vejbane, så starter Ishøj som nummer 96 inden udligning og ender som nummer 6 efter udligning - men var det ikke meningen, at ordningen skulle udligne og ikke gøre fattige til rige og rige til fattige?
"Jamen, så har jeg lyst til at invitere mine kollega (fra Hedensted -red.) en tur til Ishøj og opleve den virkelighed der er vores. Jeg mener ikke, at hverken Ishøj Kommune eller nogle andre kommuner på Vestegnen er overkompenseret i udligningssystemet. Jeg mener, at vi er tilpas kompenseret for de udgifter, vi har. Jeg tænker, at det er udligningssystemets fornemste opgave, at skabe chancelighed for borgerne i hele Danmark, uanset hvor du er født henne. For Ishøj Kommune har det her udligningssystem jo gjort, at vi har kunnet sikre velfærden for borgerne i vores kommune." siger Ishøj-borgmesteren.
Indenrigsministeriet er så små ved at tage de indledende skridt i forhold til analysere og indsamle input til den kommende reform af udligningssystemet. En ny udligningsreform skal efter planen træde i kraft i 2029.
Sidst opdateret: 01/04/2025 - 10:34












































