
Fotoet er fra tiden under corona, hvor mange elever var hjemme og modtog onlineundervisning. - Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
17 kommuner laver onlineundervisning til fraværende elever
Udgivet: 01/04/2025
De 17 kommuner må nu oprette onlineundervisningstilbud for elever med langvarigt bekymrende fravær som del af en forsøgsordning, og nogle af kommunerne har allerede onlineundervisningstilbuddet klar.
"Skolen skal være for alle. Også dem, der har svært ved at være fysisk tilstede. Derfor laver vi nu forsøg med onlineundervisning. Vi skal undersøge, om det kan få flere elever med i fællesskabet. Jeg er glad for, at kommuner på tværs af landet er med til at gøre os klogere på området. Nu skal vi se, hvad der virker. Og hvordan vi får flere elever tilbage i klasselokalet", siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye i en pressemeddelelse.
Alle kommuner har haft mulighed for at deltage i forsøgsordningen, og 17 har altså valgt at gå med. Det er Aalborg, Ballerup, Faaborg-Midtfyn, Gladsaxe, Greve, Haderslev, Helsingør, Herning, Hjørring, Holbæk, Hvidovre, Lyngby-Taarbæk, Næstved, Roskilde, Rudersdal, Slagelse og Vesthimmerlands kommuner.
Forsøget, som giver kommunerne mulighed for at fravige enkelte regler i folkeskoleloven, afsluttes med udgangen af 2028. Derefter præsenteres folkeskoleforligskredsen for erfaringerne fra forsøget og skal tage stilling til, om der skal foretages lovændringer på baggrund heraf.
Sidst opdateret: 01/04/2025 - 07:44












































