
Anders Winnerskjold (S) vil gøre op med de kriminelle familier, der koster kommunen dyrt. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Winnerskjold: Det bedste vil være at udvise kriminelle familier
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil undersøge, om man kan sidestille kriminelle familier med bander, efter Odenses borgmester kom med et forslag til en handleplan, der også støttes i Aarhus.
Udgivet: 28/03/2025
Kriminelle familier koster Aarhus Kommune "store trecifrede millionbeløb, hvis ikke mere", siger borgmester Anders Winnerskjold (S) til NB-Kommune.
Derfor er han glad for, at det er kommet frem i Berlingske, at justitsminister Peter Hummelgaard (S) nu vil undersøge, om man kan sidestille kriminelle familier med bander. Det sker, efter Peter Rahbæk Juel (S) foreslog justitsministeren en handleplan mod familierne, der også hærger i Odense.
Problemerne, som de kriminelle familier skaber i Aarhus, kan mærkes på mange områder, og det kan ikke blive ved, mener Anders Winnerskjold.
"Vi bruger sindssygt mange ressourcer, overførselsindkomster, socialindsatser, børnesager, you name it. Politiet bruger utrolig mange ressourcer. Det er på ingen måde holdbart. Det er simpelthen nogle folk, som er dybt uinteresserede i at være en del af et almindeligt samfund. Det vil jeg grundlæggende ikke finde mig i, og det er også en dårlig prioritering af kommunernes til tider ret pressede økonomi," siger borgmesteren til NB-Kommune.
Sanktioner og forebyggelse
Anders Winnerskjold støtter hårdere sanktioner mod de kriminelle familier og tror på, at strengere straffe kan få en effekt, men han har også oplevet, hvordan det kan ende med at køre i ring, selvom man straffer dem.
"Det er jo bare folk, der ikke vil det her. Så betaler de bøder, så kommer de i fængsel, vi fjerner deres børn, vi sætter indsatser i gang, og så starter det hele forfra," siger han.
Han lægger ikke skjul på, at problemet primært er blandt familier med anden etnisk herkomst end dansk. Derfor håber han også, at man vil kunne udvise flere af dem.
"Jeg håber da, at nogen vil kunne blive udvist. Det vil være det bedste. Jeg synes jeg helt oplagt, at det ville være rigtig godt, hvis nogle af de her kriminelle klaner fandt sig et andet sted at bo. Det ville være at foretrække," siger han.
Men ifølge Winnerskjold er det bare ikke altid lige nemt at udvise kriminelle. Der er lovgivning, statsløshed og andre ting, der gør det besværligt. Derfor må man også tænke i andre baner end udvisning, understreger han.
"Forebyggelse er også helt afgørende her. Altså at forebygge, at nogle af de her unger, som i dag bare bliver en del af de her meget kriminelle familier, fortsætter den kriminelle løbebane," siger han.
Én løsning kan ikke stå alene. Der skal være forebyggelse, der skal straffes og der skal udvises, mener Aarhus-borgmesteren. Der skal i hvert fald bare gøres noget.
"Status quo dur ikke i min bog. Så derfor er jeg jo også på en eller anden måde villig til at prøve alt muligt af og se, hvad der virker," afslutter han.
Sidst opdateret: 20/05/2025 - 10:49












































