
Det er ikke nogen let opgave at implementere de mange reformer, men ingen er bedre egnet til at styre reformerne i mål end dem, der har hånden på rattet lokalt, skriver finansminister Nicolai Wammen i dette debatindlæg som optakt til Det Kommunale Topmøde. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Debat
Wammen: Det er blevet tid til at Christiansborg træder i baggrunden
Regeringens reformer af velfærden er omfattende og nødvendige. Fremtidens velfærd er afhængig af nutidens beslutninger, og nu skal skåltalerne omsættes til konkret handling. Det skriver finansminister Nicolai Wammen i dette debatindlæg.
Udgivet: 20/03/2025
Af: Nicolai Wammen (S), finansminister
Regeringen har i sine to første år gennemført en lang række reformer, som skal løfte den borgernære velfærd og give mere frihed, tillid og færre administrative krav til fagpersonalet. Nu står kommunerne over for en stor opgave med at implementere reformerne.
Det er ikke nogen let opgave, men ingen er bedre egnet til at styre reformerne i mål end dem, der har hånden på rattet lokalt. Derfor er tiden også kommet til, at Christiansborg skal træde i baggrunden. For de mange reformer bliver kun en succes, hvis kommunerne får ro til at gøre dem til virkelighed.
Stor opbakning til at løfte og udvikle velfærden
SVM-partierne har været i arbejdstøjet i regeringens to første år. Sammen med brede flertal har vi lavet aftaler om ældreplejen, folkeskolen, sundhedsvæsenet og snart kommer der også en reform af beskæftigelsesindsatsen.
Aftalerne afspejler hver især og sammen med et par gode økonomiaftaler, at der er stor opbakning til at løfte og udvikle velfærden.
Nogle har lettere kritisk kaldt det for en reformstorm, fordi antallet er overvældende, men det er ikke beslutninger, vi har taget for at genere kommunerne – men faktisk det modsatte. Reformerne giver kommunerne mulighed for at levere endnu bedre velfærd og resultater for borgerne i de kommende år.
Det er et mål jeg har som socialdemokratisk finansminister, og det mål er jeg overbevist om, at jeg deler med langt de fleste danskere. Et fælles træk ved reformerne har været, at vi tror på, at den enkelte borger får en bedre velfærd, når vi giver plads til medarbejdernes faglighed.
Vi viser tillid til de ansatte ude i kommunerne
I folkeskolen har vi sendt beslutningerne tættere på klasseværelserne. For eksempel når vi fjerner 9 ud af 10 læringsmål i folkeskolen, forenkler læreplanerne og dermed giver lærerne mere frihed til at bruge deres faglighed.
Vi er også i gang med at udbygge det nære sundhedsvæsen. Vi opretter 17 nye lokale sundhedsråd med folkevalgte repræsentanter fra regioner og kommuner og målretter 4,4 milliarder kroner til udbygningen, og samtidig har vi med KL aftalt at lave mere end 100 regel- og forenklingstiltag for netop at vise tillid til vores ansatte ude i kommunerne.
Der skal her lyde en ros til KL for et godt samarbejde om regel- og forenklingstiltag. Vi startede i 2023 et samarbejdsprogram, som allerede har vist sig frugtbart. Der er aftalt over 100 regel- og forenklingstiltag som fuldt indfaset skønnes at give kommunerne mulighed for at frigøre ca. 0,5 mia. kr. årligt.
Tæt og konstruktivt parløb med KL
Det er med til at sikre, at medarbejdernes tid og borgernes penge anvendes bedst muligt. Det er kun muligt, fordi der er et tæt og konstruktivt parløb mellem regeringen og KL.
Det gode samarbejde får vi også brug for på beskæftigelsesområdet. Her vil regeringen gennemføre en markant frisættelse af beskæftigelsesindsatsen. Vi vil bl.a. fjerne mere end 500.000 samtaler og en lang række særregler, som skiftende regeringer har gennemført med gode intentioner, men som i dag skaber et unødvendigt stort bureaukrati i kommunerne. Samtidig vil kommunerne fremover selv kunne bestemme, hvordan de vil organisere sig.
Det er også helt afgørende, at vi frigør medarbejdere på ældreområdet fra unødigt bureaukrati. De skal kunne levere en nærværende og fleksibel pleje. Vi sætter med ældrereformen fagligheden fri, så medarbejderne i samspil med borgeren er med til at løfte kvaliteten for den enkeltes velfærd.
Endelig har vi med aftalen sendt yderligere en milliard kroner afsted til styrkelse af pleje og omsorg for vores ældre.
Selvom de fleste er enige om fornuften i, at beslutninger træffes tæt på borgeren og af den fagperson, der ved noget om sagen, kommer reformerne til at kræve noget af os alle sammen.
Det gælder i folkeskolen, ældreplejen og sundhedsvæsenet.
For penge og politiske aftaler kan ikke gøre det alene. Børnene får ikke en bedre skolegang af færre læringsmål og sundhedssektoren bliver ikke nødvendigvis bedre af flere penge. Det kræver også, at medarbejdere, kommunal- og regionsrådspolitikere deler ambitionerne og griber de muligheder, der byder sig. Det kræver ambitiøse kommunalpolitikere, som kan se, at aftalerne giver nye muligheder.
På den ene side skal vi være varsomme med at vedtage nye regler på baggrund af enkeltsager, og vi skal derfor give kommunerne ro. På den anden side er det vigtigt, at ny frihed fra statslige regler ikke erstattes med nye kommunale regler, som kommunerne indfører.
Min klare holdning som socialdemokratisk finansminister er, at vi skal samarbejde klogt, for kun sammen kan vi udvikle vores velfærdssamfund.
Sidst opdateret: 20/03/2025 - 11:09












































