
KL's formand Martin Damm advarer mod at skære i kernevelfærden. Han vil i stedet øge arbejdsudbuddet. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Damm: Vi skal arbejde os ud af det i stedet for at spare på kernevelfærden
KL-formand vil hellere fjerne nogle af de nye ekstra velfærdstiltag, som Folketinget har gennemført, end at skære i kernevelfærden, hvis kommunerne skal betale til oprustning.
Udgivet: 20/03/2025
KL-formand Martin Damm har en klar opskrift på, hvordan Danmark skal skaffe pengene til de kraftigt øgede udgifter til forsvaret, som han anerkender, at der er behov for.
Vi skal fortsætte med at øge arbejdsstyrken ved, at danskerne arbejder mere, og at adgangen for udenlandsk arbejdskraft bliver nemmere, og så skal politikerne på Christiansborg stoppe med vedtage nye udvidelser af velfærden og i stedet fokusere på den kernevelfærd, som sikrer sammenhængskraften i det danske samfund; daginstitutioner, folkeskole og ældrepleje.
"Nogen kan jo godt sige, at hvis man skal bruge mere på forsvaret, så skal vi skære alt andet ned. Men det er jo et politisk valg, hvad man vil. Der er også den mulighed, at vi kan arbejde os ud af det - altså undskyld udtrykket, at vi klemmer ballerne lidt sammen."
Martin Damms hovedargument er, at et øget arbejdsudbud fra danskere og udlændinge igen og igen har øget råderummet, og han mener ikke, at den vej er udtømt.
"Hver gang de åbner pengekassen, så er der kommet flere penge inden. Og så kan man jo spørge, kan man ikke gøre mere af det? Men så er man jo også nødt til at se på initiativer, som gør det nemmere at få udenlandsk arbejdskraft og udenlandske studerende til Danmark," siger han.
Advarer mod voldgrav
Derfor advarer KL-formanden mod at isolere Danmark og bygge en voldgrav om Danmark.
"Så kan vi jo ikke gøre så meget ved arbejdsudbuddet, og så er der jo nogle økonomer, der har ret i, at hver gang du skal bruge en offentlig ansat mere, så kan der jo være en privat mindre," siger han.
Kræver fokus på kernevelfærden
Martin Damm advarer om, at hvis man vælger den model at skære i kernevelfærden, så vil arbejdsudbuddet begynde at falde, for så vil danskerne begynde at arbejde mindre for selv at passe deres børn og ældre.
"Hvis du skal have så høj en beskæftigelse, og så mange til at bestille noget, så er du også nødt til at have et velfærdssamfund, der fungerer i hverdagen. Fordi det er ligesom en forudsætning for, at der er mange, der kan gå på arbejde. Der skal være en børneplads i dagtilbuddene med nogen kvalitet, hvor forældrene trygt tør lade os tage sig af poderne, mens de er på arbejde. Og at også vores gamle medborgere får en ordentlig pleje, når de ikke selv kan mere, og så videre. Fordi hvis vi lige pludselig begynder at save i det, så er der jo også nogen, der tænker, så er vi jo nødt til at tage os af det. Men så kan vi ikke gå så meget på arbejde."
Så skær hellere i alt det sukrede, som Folketinget har vedtaget
Mens Martin Damm vil kæmpe imod at skære i kernevelfærden, så er han klar til at gå i dialog med regeringen, hvis den ønsker at finde eksempelvis fem milliarder kroner i den kommunale velfærd til oprustningen.
"Hvis regeringen skulle komme med et sådant krav, så vil vi da gå i dialog om, hvad vi ikke længere skal løse. Hvis vi er nødt til at frigøre nogle penge, så er de jo nødt til at fortælle, hvad det så er, vi skal gøre anderledes. For de binder os jo. Altså rigtig meget er jo bundet i rettigheder, borgerne har. Og så er det vildeste område, det er dagtilbud, hvor nærmest det er bestemt fra Christiansborg, hvor mange der skal være til stede og dit og dat i forhold til børnetal. Der låser de jo alle andre muligheder. Og så må de jo låse op for de der muligheder. Når det hele er bygget ind i nogle rettigheder, og noget du skal levere, så kan du jo ikke bare tænke på et tal uden at gøre noget," siger han.
Start med at se på de seneste års udvidelser
KL forventer ifølge Martin Damm, at regeringen holder sit løfte om, at sidste års historisk gode kommuneaftale blot var en af mange i det, som blev kaldt et sporskifte for velfærden.
Men skulle regeringen komme med et krav om at skære eksempelvis fem milliarder i den kommunale velfærd, så har Martin Damm et klart bud, hvad man skulle gå efter. Han understreger, at det er hans personlige bud, fordi et hypotetisk krav om nedskæringer ikke har været drøftet i KL-bestyrelsen.
"Der er jo nogle ting, hvor man har været ivrig for at snuppe opgaver fra civilsamfundet og så proppe det ind i den offentlige palette af, hvad kommunerne skal tilbyde. Jeg vil da hurtigt lave en analyse og sige, at er der ikke noget af det, borgerne egentlig godt kunne selv, hvis det kniber. Og så satse på, at kernevelfærden virker," siger han.
Martin Damm erkender, at der har været gode argumenter for mange af initiativerne, men påpeger, at inden de nye goder blev indført "var det jo ikke sådan, at Danmark var et u-land."
Velfærdssamfundet er en stærk samfundsmodel
Martin Damms fokus på at forsvare kernevelfærden skyldes en nagelfast tro på, at netop velfærdssamfundet er grundlaget for Danmarks stærke økonomi.
"Jeg synes, vi har et meget stærk samfundsmodel. Og den overrasker gang på gang, hvad den kan. Og den synes jeg egentlig, man skal passe på. Også i en usikker tid, fordi nu bliver det måske lidt højtragende, men det giver jo også en eller anden indre tryghed for alle borgere, at de har noget, de kan regne med, der virker. De er trygge til at gå på arbejde osv., når det buldrer og brager rundt omkring os," siger han.
KL-formandens fokus på at øge beskæftigelsen er i høj grad båret af en holdning om, at det er den private sektor, som driver væksten i Danmark.
"Det er klart, hvis ikke man kan skaffe arbejdskraft, så kan man jo ikke vækste mere. Og slet ikke, hvis man eksempelvis skal bruge flere medarbejdere i ældreplejen. Hvis dem vi skal bruge billedligt talt er nogen, vi skal tage ud af industrivirksomhederne, så de ikke kan levere noget, så går samfundet jo i stå. Så det handler om, at de komplementerer hinanden, den offentlige og private sektor."
Kommunerne har allerede skaffet fem milliarder
Ifølge Martin Damm har kommunerne allerede accepteret at skaffe fem milliarder kroner til råderummet dels gennem administrationsbesparelser, dels gennem regelforenklinger på beskæftigelsesområdet.
Martin Damm erkender, at regeringen allerede har disponeret de fem milliarder til andre formål, men det afviser han, at kommunerne skal på mål for.
Derudover har kommunerne ifølge Martin Damm hvert eneste år fundet store beløb til at finansiere væksten på det specialiserede socialområde.
Det er jo noget, vi har fundet ved at trimme internt på alle leder og kanter ude på velfærdsområderne. Så det skal man ikke undervurdere. Det er faktisk et ganske stort beløb, hvis man ser på, hvad der i interne runder i kommunerne bliver flyttet rundt på," lyder det fra KL-formanden.
"Der er også sådan lidt en fejlopfattelse af, at der kun sker noget, hvis det er nogen på Christiansborg, der siger noget. Altså, alle de milliarder, vi har brugt på det specialiserede socialområde, hvor er de mon kommet fra, de er i hvert fald ikke kommet fra staten til kommunerne," slutter Martin Damm.
Sidst opdateret: 20/03/2025 - 11:08












































