Pizzabakker skal sorteres i restaffald.

Pizzabakker skal sorteres i restaffald. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Pizzabakker skal i ny affaldsspand i København - men national anbefaling består

Københavns Kommune nåede at ændre pizzabakkers status fra restaffald til pap, inden Miljøstyrelsen overtog beslutningskompetence. Andre kommuner kan gå samme vej, men det kræver en ansøgning.

Udgivet: 14/03/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Beboerne i København kan fremover lægge pizzabakker i papcontaineren. Men det var lige på falderebet, at Københavns Kommune efter et forsøg i Københavns Sydhavn 2024 afgjorde, at pizzabakker ikke længere skal opfattes som restaffald - en beslutning, kommunen anslår vil øge genanvendelsen med 650 ton om året og give en CO2-besparelse på 410 ton årligt, såfremt alle pizzabakker genanvendes.

Miljøstyrelsen overtog ved årsskiftet beslutningskompetencen for affaldssorteringen, og styrelsen oplyser til NB-Kommune, at Københavns Kommune traf beslutningen om at ændre pizzabakkers status før nytår.

Ændringen betyder dog ikke, at kommuner, der kunne fristes til at gå samme vej som København, kan skyde en hvid pil efter at lave deres egne ændringer i affaldssorteringen.

Kommunerne kan nemlig ansøge om at ændre status for bestemte affaldstyper, og Miljøstyrelsen er "åben for konkrete ansøgninger omkring klassificering af specifikke affaldstyper" og vil løbende træffe afgørelser, skriver styrelsen til NB-Kommune.

Miljøstyrelsen oplyser desuden, at det er tanken, at sorteringsvejledningen skal have en ny form, og at det i den forbindelse er oplagt at kigge på muligheden for at ændre sorteringspraksis for visse affaldstyper.

Tømt og tør

Danmark er ifølge Wastetech det eneste nordiske land, hvor pizzabakker som udgangspunkt skal sorteres som restaffald, der sendes til forbrænding. Det skyldes, at bakkerne kan indeholde stoffer eller være våde og fedtede, så genbrugsprocessen bliver besværliggjort.

"Baggrunden for denne anbefaling er, at der har været en risiko for, at pizzabakker har været coatet med nogle stoffer, som vil skade genanvendelsesprocessen samt været risiko for, at bakkerne var våde og fedtede, hvilket ligeledes gør genanvendelsen sværere. I forhold til det sidste punkt har Miljøstyrelsen også noteret sig, at det påpeges af Københavns Kommune i forbindelse med deres afgørelse, at emballagen skal være tømt og tør," skriver Miljøstyrelsen i svaret til NB-Kommune.

I den opdaterede information til borgerne skriver Københavns Kommune, at pizzabakken skal være tømt, men det tilføjes, at den ikke behøver være ren, sådan som beskeden lyder i andre kommuners vejledninger.

Den nye sorteringsvejledning om pizzabakker på Københavns Kommunes hjemmeside.

Foto: kk.dk

Inden Københavns Kommune traf pizzabakkebeslutningen, var kommunen i dialog med repræsentanter fra papmøller og papbehandlingsanlæg i Nordeuropa.

"Markedsdialogen viste, at alle anlæggene kan genanvende pizzabakker sammen med pap, og at de fleste anlæg allerede modtager pizzabakker til genanvendelse fra andre lande i Europa. Pizzabakker er fremstillet af nye papfibre, hvilket bidrager positivt til kvaliteten af pappulpen, hvis de genanvendes. Pappet, nu inklusive pizzabakker, skal som hidtil omlastes og genanvendes på behandlingsanlæg i bl.a. Danmark, Sverige og Tyskland," skriver Teknik- og Miljøforvaltningen i et orienteringsnotat.

Nyt medie på vej

Flere historier om forsyning og klima

NB-Medier lancerer efter påske et nyt medie om forsynings- og klimaområdet. Vi vil blandt andet dække konkurrenceudsættelsen af affaldsområdet, udrulningen af fjernvarme, skybrudsprojekter, kommunernes arbejde med energiparker - og belyse konsekvenserne af regulering og lovændringer, som påvirker handlerummet for forsyningsselskaber og kommuner.

Er du interesseret i at læse med gratis i de første fire uger, når vi går i luften, kan du sende en mail til redaktør Jakob Nørmark på [email protected].

Sidst opdateret: 18/03/2025 - 10:53

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]