
"Det handler om at bruge arealerne bedst muligt,” siger ministeren for byer og landdistrikter, Morten Dahlin. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Fingerplanen fornyes: 34 kommuner inviteres til dialog
34 kommuner i hovedstadsområdet opfordres til at komme med idéer til udviklingsmuligheder i den fysiske planlægning af København og forstæderne.
Udgivet: 14/03/2025
Det er fem år siden Fingerplanen sidst blev revideret, og det er tid til at revidere den igen, mener minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin.
”Det er vigtigt, at Fingerplanen følger med tiden og understøtter lokalsamfund, virksomheder og kommuner i nye og positive udviklingstiltag for," udtaler han i en pressemeddelelse.
Fingerplanen har siden 1947 sat rammen for byudvikling i hovedstadskommunerne med principper om, at væksten koncentreres i byfingrene omkring en udbygget infrastruktur, og at de grønne kiler imellem byfingrene bevares.
”Der er behov for en åben diskussion af både de overordnede balancer og de detaljerede bestemmelser i Fingerplanen, så strikse regler ikke unødigt forhindrer de mange gode og spændende lokale projekter," siger ministeren og tilføjer:
"Vi skal se på, hvordan vi tilgodeser mulighederne for ny byudvikling, nye placeringsbehov for forsyningsanlæg og produktionsvirksomheder, stadionudvidelser og meget mere. Og vi skal se på, hvordan vi sikrer, at alle der bor i området fortsat har adgang til grønne og rekreative områder tæt på deres bopæl. Det handler om at bruge arealerne bedst muligt,” uddyber Morten Dahlin.
Ministeren igangsætter nu en dialog med hovedstadens 34 kommuner og øvrige interessenter om forslag og ideer, der kan bidrage til at sikre balancen i Fingerplanens principper for hovedstadsområdets planlægning. Plan- og Landdistriktsstyrelsen åbner en høringsportal, hvor man kan indsende forslag og ideer. Morten Dahlins mål er at præsentere en revideret Fingerplan næste år.
Sidst opdateret: 14/03/2025 - 09:33












































