Folketingets Ombudsmand indleder undersøgelse af Langelands journaliseringspraksis.

Folketingets Ombudsmand indleder undersøgelse af Langelands journaliseringspraksis. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Klagesag om sagbehandling: Ombudsmanden undersøger kommunes brug af IT-system

Undersøgelsen skal afdække, om Langeland Kommunes sagsbehandling i et konkret it-system kan føre til mangelfuld eller forkert journalisering i sager om udsatte børn og unge.

Udgivet: 13/03/2025

Susanna Arpi

Redaktør

Del artiklen:

Folketingets Ombudsmand indleder undersøgelsen på baggrund af en konkret klagesag og omtale af den i flere medier. I en pressemeddelelse fra Ombudsmanden henvises der til en artikel i Fyns Amts Avis, hvor det anføres, at informationer er blevet ”slettet og rettet i journaler i børnesager helt frem til januar 2025”.

Undersøgelsen vil omfatte Langeland Kommunes brug af it-systemet DUBU , Digitalisering – Udsatte Børn og Unge, som kommunen anvender til at behandle sager i familieafdelingen. Ombudsmanden er blevet opmærksom på en generel problemstilling vedrørende kommunens sagsbehandling i it-systemet og ønsker at undersøge, om det kan føre til mangelfuld eller forkert journalisering i familieafdelingens sager.

I den konkrete klagesag oplyste Langeland Kommune i sit svar til borgeren, at kommunen ville bestræbe sig på at ensrette medarbejdernes brug af it-systemet og på den måde systematisere sagsbehandlingen, fremgår det af pressemeddelelsen.

Skal redegøre for håndtering og tiltag

Ifølge TV 2 Fyn handler sagen om en mor, der i flere år forsøgt at få berigtiget oplysninger i sit barns sag. TV2 Fyn skriver, at "(...) oplysningerne drejer sig om alt fra sletning af dokumentation i sagen, opdigtede møder mellem parterne og Langeland Kommunens manglende stillingtagen til lydfiler, hvori medarbejdere i forvaltningen angiveligt indrømmer, at de har en journaliseringspraksis, der umiddelbart strider imod de gældende regler. Lydfiler, som TV 2 Fyn også er i besiddelse af".

Ombudsmanden beder Langeland Kommune om at redegøre for kommunens brug af DUBU-systemet samt om at forholde sig til, om dens håndtering lever op til de gældende krav til notat- og journaliseringspligt. Derudover beder ombudsmanden kommunen om at oplyse, hvilke tiltag den iværksatte som følge af den konkrete klagesag.

Sidst opdateret: 13/03/2025 - 10:29

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]