Trafikken i Aarhus kan se frem til en stor omdannelse, men først skal borgerne høres.

Trafikken i Aarhus kan se frem til en stor omdannelse, men først skal borgerne høres. - Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Aarhusianere skal høres om grøn omdannelse af byen

Sidste år blev det vedtaget, at Aarhus skal have en grøn mobilitetsplan, der giver nye, grønne rammer for, hvordan aarhusianerne skal transportere sig rundt i kommunen. Nu har byrådet stemt planen i høring.

Udgivet: 13/03/2025

Adam Østergaard Meijer

Journalist

Del artiklen:

CO2-udledningen skal reduceres med 270.000 tons i 2030, der skal være bedre forhold for cyklister, den kollektive trafik skal udvides og fossilbiler skal ikke længere dominere bybilledet, således at 60 procent af al transport i kommunen skal være i kollektiv trafik, på cykel eller gåben.

Det er nogle af overskrifterne i den grønne mobilitetsplan, der var til diskussion i byrådet i Aarhus. På byrådsmødet onsdag blev det vedtaget, at planen og dens 52 initiativer er klar til at komme i offentlig høring.

Det betyder, at borgerne i Aarhus får mulighed for at involvere sig i planen, så politikerne kan bruge det som grundlag for at udvikle byen i en grøn retning.

Trump og Putin spøger i salen

Alle i byrådet var enige om at sende planen i høring, bortset fra Venstre og Liberal Alliance, og uenighederne gav høj bølgegang i byrådssalen.

Venstre argumenterede, at de vil ikke have planen i høring, fordi de grundlæggende er uenige i dens indhold. De vil ikke have en udvidelse af letbanen og dårligere forhold for billister.

"I Venstre siger vi ja til fremkommelighed for bilen i Aarhus. Derfor siger vi naturligvis også nej til den her indstilling, vi behandler her i aften, omkring den grønne mobilitetsplan," siger Gert Bjerregaard (V) på byrådsmødet.

I Liberal Alliance tilsluttede man sig Venstres argumenter, og selv om man glæder sig til at høre, hvad aarhusianerne tænker om mobilitetsplanen, tror man ikke på, at det kan rykke ved noget.

"Den grønne mobilitetsplan blev vedtaget uden at inddrage borgerne. Nu har man fastlagt sig på nogle løsninger, og nu vil man inddrage borgerne. Vi ved godt, at der ikke bliver ændret særligt meget i den høringsfase," siger Henrik Arens (LA) i byrådssalen.

Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K), mener, at Gert Bjerregaard og Venstre tager fejl i deres kritik af planen. De kritiserer den grønne mobilitetsplan for, at den kommer til at lukke flere centrale veje og skade erhvervs- og handelslivet.

"Det var Donald Trump, undskyld Gert Bjerregaard, der fik mig op af stolen. Retorikken er sådan set den samme. Gert Bjerregaard har ikke forstået den grønne mobilitetsplan eller også vil han ikke forstå den," siger Nicolaj Bang (K) på mødet.

Da Gert Bjerregaard igen får ordet sender han en stikpille til rådmanden.

"Nu er det nærliggende at kalde den Konservative rådmand Putin, men det vil jeg lade være med," siger han efterfølgende.

Planen bliver sendt i høring på Aarhus Kommunes høringsportal.

Sidst opdateret: 13/03/2025 - 11:06

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]