
Morten Ballegaard vil ikke være at finde på plakaterne ved KV25 efter forbud fra arbejdsgiver. Her ses plakater i Gentofte fra KV21. (Arkivfoto). - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Møder massiv kritik: Arbejdsgiver forbød kandidat at stille op til KV25
Forsker kalder det en grundlæggende udfordring for lokaldemokratiet, hvis arbejdsgivere forbyder ansatte at stille op i byrådene.
Udgivet: 04/03/2025
Morten Ballegaard Sørensen blev tidligere på året forbudt af sin arbejdsgiver, revisionsfirmaet Beierholm, at stille på til KV25.
Han var ellers udpeget som De Konservatives spidskandidat i Randers, men arbejdsgiveren mente, at der kunne opstå udfordringer med afhængighed af interesser, som NB-Kommune tidligere har omtalt.
Arbejdsgiverens beslutning møder nu massiv kritik fra flere parter.
"Det er dybt problematisk. Hvis en arbejdsgiver eller en virksomhed nedlægger forbud mod, at deres ansatte er politikere, bliver det sværere at finde nogen, og det er en grundlæggende udfordring for vores lokaldemokrati," siger Roger Buch til DR.
Først havde Mads Ballegaard ellers fået tilladelse fra arbejdsgiveren 12. januar. Men den blev trukket tilbage 28. januar. Din Avis har set følgende mail fra virksomheden til Morten Ballegaard Sørensen.
"Beierholm har store planer for Randers og forventer at åbne et kontor i byen i efteråret 2025. På grund af strengere regler for revisionsfirmaers uafhængighed, som gælder både partnere og medarbejdere, har vi vurderet, at Morten S.B. Sørensen ikke kan stille op til kommunalvalget i november. Dette skyldes risikoen for interessekonflikter i forhold til nuværende og potentielle kunder i Randers Kommune."
"Vi har ikke nogle regler i dansk lovgivning eller revisionslovgivningen som siger, at det er problematisk, at folk er kommunalpolitikere. Og hvis der var et problem i konkrete sager, kunne man løse det ved at sætte andre til det specifikke arbejde," understreger Roger Buch overfor DR.
Kommunalpolitisk næstformand i Konservative Michael Ziegler kalder også sagen "en demokratisk udfordring."
DR har forsøgt at få en udtalelse fra Beierholm som afviser, da firmaet ikke ser det omtalte som en sag.
Kommunestyrelsesloven om lønmodtagere
§ 16 b Et medlem af kommunalbestyrelsen, der er lønmodtager, har ret til fravær fra arbejdet i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til deltagelse i de i § 16, stk. 1, litra a-e, nævnte møder m.v.
Stk. 2. Formanden for kommunalbestyrelsen, magistratsmedlemmer, jf. § 64, og de i § 64 a nævnte udvalgsformænd har ikke ret til fravær efter stk. 1.
§ 16 c En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne er opført på en kandidatliste til et kommunalvalg eller er valgt til en kommunalbestyrelse.
Kilde: Danske Love
Sidst opdateret: 04/03/2025 - 10:48












































