Selv om de nye sundhedsråd skulle give mere lokal indflydelse på sundhedsområdet, bliver deres beslutningskraft forholdsvis begrænset. Rådene får ikke indflydelse på størrelsen af deres budgetter, kan ikke opkræve skatter eller træffe store beslutninger, som fortsat i høj grad vil være centralt fastlagt.

Det forklarer professor Bent Greve, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet, efter at have gransket lovforslaget til ny forvaltningsstruktur, som blev sendt i høring i sidste uge.

"Jeg tror, at nogle kan blive skuffede over, at de ikke får så meget indflydelse, som de måske havde troet, de ville få, fordi rammerne i høj grad er besluttet andre steder," siger han.

Med sundhedsreformen oprettes 17 nye sundhedsråd, hvor regioner og kommuner skal planlægge og udvikle sundhedstilbud på vegne af regionsrådet. De har ansvar for sygehusdrift, almenmedicinske tilbud, patientforløb og opgaver som akutsygepleje og rehabilitering. Derudover skal de blandt andet styrke hjemmebehandling og sikre investeringer i det nære sundhedsvæsen. Hvis de får mindre indflydelse, får kommunerne også mindre indflydelse.

Ifølge professoren er en af de største begrænsninger, at sundhedsrådene ikke får mulighed for at forhandle budgetter. Han henviser til side 63 i udkastet til lovforslaget, hvor det fremgår, at midlerne bliver fordelt af regionerne, og sundhedsrådene vil ikke have adgang til at øge finansieringen af specifikke initiativer, selv hvis de vurderer, at der er behov for det.

"De bliver bundet af, hvor pengene kommer fra, og hvilken økonomisk ramme der er fastlagt. Det betyder, at de ikke kan iværksætte så mange nye initiativer inden for deres område, fordi de er begrænset af deres økonomiske rammer," forklarer han.

Når Bent Greve vurderer, at nogle kan blive skuffede over deres indflydelse, skyldes det, at den politiske aftale om sundhedsreformen indikerer mere styrke i rådene, end lovforslaget reelt lægger op til.

For eksempel fremhæver aftalen, at sundhedsrådene skal være drivende i udviklingen af det nære sundhedsvæsen og have egne ressourcer, men i praksis er deres råderum begrænset af regionsrådenes budgetfastlæggelse og centrale beslutninger.

Sundhedsreformen lægger op til, at samspillet med kommunerne styrkes, hvilket sikres ved at give dem medlemmer i sundhedsrådene. På spørgsmålet om, hvilke konkrete initiativer sundhedsrådene kunne have haft mulighed for at igangsætte, hvis de havde større handlefrihed - og hvor netop samspil med kommunerne er vigtige, svarer Bent Greve:

"Man kunne for eksempel forestille sig, at sundhedsrådene gerne ville styrke den forebyggende sundhedsindsats, som er et af de områder, hvor man ved, at der er problemer i sundhedsvæsenet."

Regionen sætter retningslinjerne

Bent Greve understreger, at man sagtens kan vælge at gå med modellen, som lovforslaget lægger op til. Men, siger han:

"Det betyder bare, at hvis man gerne ville have haft en større dialog og nogle råd, der faktisk kunne sætte deres præg og beslutte, hvad der ville være bedst for det pågældende lokalområde, så skulle de også have haft lidt flere muligheder for at træffe beslutninger."

Fra kommunernes perspektiv spiller det også en rolle, at regionens repræsentanter udgør flertallet i udvalgene. For selv om det ikke er ensbetydende med, at regionsmedlemmerne altid stemmer sammen og kommunernes repræsentanter ditto, ændrer det ifølge Bent Greve ikke på, at regionen i virkeligheden fungerer som den instans, der sætter retningslinjerne i sundhedsrådende.

"Det bekræfter en formodning om, at decentraliseringen måske ikke blev helt så stor, som nogen gerne ville gøre det til. Det viser måske i virkeligheden, at det har været svært at finde områder, hvor man kunne decentralisere mere, fordi man samtidig ønsker et ensartet sundhedsvæsen på tværs af landet," siger professoren.