
En tidligere byrådskandidat er dømt ved retten i Næstved. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Knivstik og tyveri for flere hundredetusinder: Byrådskandidat dømt for falsk anmeldelse
Udgivet: 27/02/2025
Hans navn skulle have stået på stemmesedlerne ved kommunalvalget i 2021. I stedet blev han sigtet for forsikringssvindel efter at han havde anmeldt et voldsomt hjemmerøveri, hvor gerningsmændene angiveligt skulle have knivstukket ham i brystet og stjålet værdier for 420.000 kroner.
Nu er en tidligere byrådskandidat blevet idømt seks måneders betinget fængsel for falsk anmeldelse og forsikringssvindel ved byretten i Næstved.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
Sagen tog sin begyndelse, da byrådskandidaten klokken halv tre den 31. maj 2021 ringede til politiet, der fandt ham siddende i sine underbukser med stiksår i brystet på sin adresse. Hans forklaring lød på at tre mænd havde tvunget sig vej ind på adressen. Den ene gerningsmand skulle have tvunget koden til hans pengeskab ud af ham ved langsomt at stikke en kniv i brystet på ham, hvorefter de havde stjålet et Rolex-ur til 71.000 kroner og knap 315.000 kroner i forskellig valuta, før de var stukket af i en sort VW Passat.
Manden blev efterfølgende fløjet til Rigshospitalet og behandlet for sine skader, mens politiets teknikere undersøgte gerningsstedet. Der blev dog hverken fundet sko- eller fingeraftryk eller andre ting, der kunne indikere, at der havde været hjemmerøvere på adressen. Samtidig viste videoovervågning fra naboen, at der ikke havde været nogen på adressen i tidsrummet.
Derfor endte byrådskandidaten med at blive erkendt skyldig i falsk anmeldelse og forsikringssvindel.
Retten fandt at planlægningen forud for det forfalske hjemmerøveri og størrelsen på forsikringskravet var en skærpende omstændighed, mens det den anden vej var formildende at sagen havde været så mange år undervejs.
Hverken byrådskandidaten eller hans advokat ønskede at udtale sig oven på domsfældelsen.
Sidst opdateret: 27/02/2025 - 09:54












































