
Festivalen er blandt andet drevet af frivillige. - Foto: Kolding Kommune
Kolding afholder teaterfestival for børn og unge
Udgivet: 26/02/2025
Den såkaldte KLAP-teaterfestival indtager Kolding bymidte over den første weekend i april. Den er gratis for borgerne at deltage i, og der vil være mere end 150 forestillinger med børne- og ungeteater.
Kommunen selv kalder den en af verdens største børne- og unge teaterfestivaler, og udvalgsformand ser frem til "en kulturel fest for hele byen."
"Vi glæder os til at få liv i hele byen med masser af professionel scenekunst for både små og store. Det er en kæmpe kulturbegivenhed for kommunen, hvor det er fantastisk for os i Kulturudvalget at opleve, hvordan så mange forskellige aktører bakker op om festivalen og lægger hus til de mange forestillinger. Derfor opfordrer vi til, at børn, unge og deres voksne melder sig som frivillige, og samtidigt får sig nogle magiske teateroplevelser i løbet af festivalen," siger Ole Rosengreen Martensen (V), formand for Kulturudvalget i Kolding Kommune, i en pressemeddelelse.
Kommunen kalder på frivillige, som kan melde sig til her.
Sidst opdateret: 26/02/2025 - 13:49












































