Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) præsenterede regeringens udspil til mere energi fra sol og vind på land på et pressemøde i oktober 2023 sammen med daværende minister for landdistrikter Louise Schack Elholm (V). De nye tiltag blev udlagt som et "stort skridt på vejen mod en firedobling af strøm fra sol og vind på land".

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) præsenterede regeringens udspil til mere energi fra sol og vind på land på et pressemøde i oktober 2023 sammen med daværende minister for landdistrikter Louise Schack Elholm (V). De nye tiltag blev udlagt som et "stort skridt på vejen mod en firedobling af strøm fra sol og vind på land". - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Borgmestervrede efter minister dropper mål om vedvarende energi

Det vækker opsigt, at regeringen tager afstand til dens hidtidige mål om en firdobling af produktionen fra landvindmøller og solceller inden 2030. Ny melding stiller kommunerne i en svær situation, siger KL-udvalgsformand.

Udgivet: 25/02/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

I 2022 fastsatte et bredt flertal i Folketinget et nationalt mål om at firdoble el-produktionen fra solceller og vindmøller på land inden 2030. Det har været rettesnoren for regeringens arbejde siden da, men på det seneste har udmeldingerne fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) ændret karakter.

Med henvisning til forventninger om lavere efterspørgsel på strøm end tidligere ventet har regeringen droppet målet om en firdobling allerede om fem år.

”Som jeg hører det, kan prisen på strømmen på et tidspunkt blive så lav, at man ikke kan forsvare investeringen,” sagde Lars Aagaard tidligere på måneden til Finans om baggrunden.

Mange kommuner har investeret masser af ressourcer i at udpege nye arealer til vedvarende energi og rejst lokale debatter, der har gjort kommunalpolitikerne upopulære. Fra KL er meldingen, at mange borgmestre er vrede over kursskiftet fra SVM-regeringen.

"Meldingen om at skrotte målsætningen om firdobling af VE på land stiller mange kommuner i en svær situation med svære arbejdsbetingelser. Og jeg kan derfor godt forstå, at mange borgmestre er vrede. Det er klart, at det ikke er et optimalt samarbejdsforløb. Jeg vil opfordre til dialog, når der sker markante ændringer i de opgaver, kommunerne har sat i gang – blandt andet på foranledning af regeringen," siger Middelfart-borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S), der er formand for KL's klima- og miljøudvalg, til Altinget.

Fakta

Firdoblingen i tal

Den samlede elproduktion fra solceller og landvindmøller udgjorde 12 terawatt-timer (TWh) i 2021. En firdobling af produktionen fra land-VE fra 2021 til 2030 indebærer en produktion i 2030 på omkring 50 TWh, hvilket svarer omtrent til en fordobling i forhold til det allerede forventede niveau i 2030, da aftalen blev indgået i 2022.

Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Lars Aagaard prøver i et interview med Altinget at gyde olie på vandene og anbefaler kommunerne at holde snuden i VE-sporet, selvom målet og tidsfristen er justeret.

"Vi har haft en målsætning, der handler om at producere grøn strøm til at dække behovet, og den målsætning er påvirket af efterspørgslen. Det har været lagt fast hele tiden, og jeg har også det indtryk, at kommunerne er fyldt med dygtige folk, der læser de politiske aftaler. Det ændrer derfor heller ikke på, at indsatsen fortsætter. Sol og vind på land er den billigste måde at skaffe grøn strøm på, og vi får brug for mere af den, end vi har i dag. Så jeg både håber på og støtter, at kommunerne fortsat klør på og arbejder på at få lokal opbakning,” siger klima-, energi- og forsyningsministeren, der overtog målsætningen fra sin forgænger, Dan Jørgensen (S).

Fik du læst?

Sløv udvikling i en tid med høje mål: Her er der rejst flest landvindmøller siden 2019

Det nye budskab fra Lars Aagaard kom også til udtryk i et svar til folketingsmedlem Peter Skaarup (DD), der i januar stillede et spørgsmål til, hvordan firdoblingen skulle forstås. I svaret (i fuld længde nederst) understreger Lars Aagaard, at regeringen faktisk "ikke har en målsætning om en firedobling af VE-anlæg på land i 2030", men om at ”sikre rammevilkår, der kan muliggøre en firdobling af den samlede elproduktion fra solenergi og landvind frem mod 2030" - med henvisning til ordlyden i klimaaftalen fra 2022.

Regeringen har også opgivet målsætningerne om at nå op på mindst 12,7 gigawatt havvind inden 2030 og en elektrolysekapacitet på 4-6 gigawatt i 2030, skriver Altinget.

Aagaard gentager mål om at gøre det lettere for kommunerne

Spørgsmål fra Peter Skaarup (DD):

Vil ministeren oplyse, om det er lovpligtigt, at hver enkel kommune lever op til regeringens målsætning om firedobling af VE-anlæg på land?

Svar fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), 5. februar 2025:

“Jeg vil indledende bemærke, at regeringen ikke har en målsætning om en firedobling af VE-anlæg på land i 2030, men om at ”sikre rammevilkår, der kan muliggøre en firedobling af den samlede elproduktion fra solenergi og landvind frem mod 2030”, jf. Klimaaftale om grøn strøm og varme fra 2022.

Udbygningen af vedvarende energi på land sker på markedsvilkår, hvor opstillingen typisk varetages af private aktører. Det er markedet og dermed efterspørgsel på den grønne strøm, der er afgørende for, om der udbygges med vedvarende energi på land svarende til en firedobling. Regeringen arbejder hertil på at skabe gode rammevilkår for opstillingen af VE på land.

Det er hertil heller ikke lovpligtig for de enkelte kommuner at leve op til ambitionen, ligesom der heller ikke er forpligtende målsætninger for udbygningen af vedvarende energi på land for de enkelte kommuner. Kommunerne spiller dog en stor rolle i udbygningen af vedvarende energi på land ved tilvejebringelse af plangrundlag for projekterne. Regeringen har derfor også et stort fokus på at gøre det mere attraktivt og lettere for kommunerne at løfte opgaven.”

Sidst opdateret: 18/03/2025 - 13:20

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]