Mindst 18 af de 19 ejerkommuner bag Vestforbrænding vil fortsat forsyne forbrændingsanlægget med restaffald, når den nye struktur med en konkurrence udsat sektor træder i kraft 1. juli.

Mindst 18 af de 19 ejerkommuner bag Vestforbrænding vil fortsat forsyne forbrændingsanlægget med restaffald, når den nye struktur med en konkurrence udsat sektor træder i kraft 1. juli. - Foto: Privatfoto

Affaldsselskab bestod lakmusprøve - beholder ejerkommuners affald efter udbud

Erfaringerne fra andre kommuner på Sjælland viser, at det ikke er en selvfølge, at restaffaldet tilfalder ejerkommunerne, når forbrændingsopgaver sendes i udbud.

Udgivet: 19/02/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Restaffaldet fra 18 kommuner i hovedstadsområdet skal fortsat brændes af i de store ovne på Vestforbrænding i Glostrup, når affaldssektoren fra 1. juli overgår til en ny konkurrenceudsat struktur.

Det står klart, efter at det nyetablerede selskab VF Affaldsenergi ApS har vundet udbuddene i 18 af 19 ejerkommuner. Udbuddene var opdelt i otte puljer, oplyser Vestforbrænding, der ejes af kommuner fra Gribskov i nord til Ishøj i syd, til NB-Kommune.

Ifølge udbudsvinderne viste syv aktører interesse for de otte udbud, og blandt byderne var de kommunalt ejede forbrændingsanlæg ARGO (i Roskilde) og ARC (på Amager).

"Det har været en lakmusprøve for os, om vi kunne stå distancen. Og det kan vi. Selvom vi hele tiden har vidst, at Vestforbrænding står stærkt i en konkurrencesituation, har vi ikke taget noget for givet,” siger kommerciel chef Heine Winding Lauenborg i en pressemeddelelse.

Udfaldet betyder, at kommunernes nuværende logistik, indsamling og transport kan videreføres. Aftalerne gælder i mindst to år med mulighed for forlængelser. På de indre linjer var Vestforbrænding især spændt på, om man kunne beholde restaffaldet fra kommunerne, der grænser op til de andre store forbrændingsanlæg på det østlige Sjælland, hvor transportudgifterne er mindre betydelige.

Ændringer på Sjælland

Han gør opmærksom på, at andre affaldsenergianlæg ikke har været i stand til at byde med en konkurrencedygtig pris. Restaffaldet fra Sorø og Slagelse kommuner, der er medejere af AffaldPlus med forbrændingsanlæg i Næstved, skal fremover fragtes til ARGO i Roskilde, skrev Wastetech for tre uger siden, mens affaldet fra RenoDjurs, der ejes af Nord- og Syddjurs kommuner, fremover skal køres til Nordværk i Aalborg, selvom Kredsløbs anlæg i Aarhus er væsentligt tættere på.

"Der er eksempler på, at andre affaldsenergianlæg ikke har kunnet byde en pris, der var konkurrencedygtig nok, hvilket har medført, at nogle af deres ejerkommuner har valgt andre anlæg, og hvor resultatet blandt andet er blevet, at transporten fra indsamling til anlæg er blevet øget markant," siger Vestforbrændings kommercielle chef.

Udbuddet fra Københavns Kommune - den 19. og sidste medejer af Vestforbrænding - er endnu ikke afsluttet. Vestforbrænding modtager i dag en del af restaffaldet fra landets største kommune, der primært benytter Amager Ressourcecenter (ARC), som Københavns Kommune ejer sammen med Hvidovre, Dragør, Tårnby og Frederiksberg kommuner.

NB-Medier lancerer efter påske et nyt medie om forsynings- og klimaområdet. Konkurrenceudsættelsen af affaldsområdet bliver kernestof, ligesom vi bl.a. vil dække udrulningen af fjernvarme, skybrudsprojekter, kommunernes arbejde med energiparker - og belyse konsekvenserne af regulering og lovændringer, som påvirker handlerummet for forsyningsselskaber og kommuner.

Er du interesseret i at læse med gratis i de første fire uger, når vi går i luften, kan du sende en mail til redaktør Jakob Nørmark på [email protected].

Sidst opdateret: 19/03/2025 - 13:50

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]