KL-formanden Martin Damm (V) er meget glad for den aftale, som KL har landet med regeringen om en ny model for selvbudgettering.

KL-formanden Martin Damm (V) er meget glad for den aftale, som KL har landet med regeringen om en ny model for selvbudgettering. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)

KL-formand jubler over ny selvbudgetteringsmodel der afvejer modsatrettede hensyn

Martin Damm (V) er ikke til at skyde igennem, han er meget glad for den nye selvbudgetteringsmodel, som KL og regeringen har landet i fællesskab sent tirsdag eftermiddag.

Udgivet: 18/02/2025

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

"Jeg synes sgu, det er et fedt produkt, der er kommet ud af det, som afvejer de to modsatrettede hensyn," siger en begejstret Martin Damm (V) til NB-Økonomi om den nye model for selvbudgettering, som er landet tirsdag aften.

KL-formanden er meget tilfreds med, at det er lykkes at lande en aftale, som både giver vækstkommunerne nogle muligheder for at få nogle mere realistiske skøn på folketal, end dem Danmarks Statistik leverer, og samtidig giver kommuner, der vælger statsgarantien, en større ro i maven, når de vælger den løsning.

"Det er kompromis mellem to forskellige hensyn. Der vil altid være nogle vækstkommuner, som vækster meget i indbyggertal, som kurven ikke har nået at fange endnu hos Danmarks statistik. Jeg ved ikke, hvor mange, der vil vækste på indtægtsgrundlag, det er jo typisk på befolkningen - efter min vurdering - at man ligger meget skævt," siger Damm og tilføjer:

"Nu kan mange også vælge statsgarantien med ro i maven, fordi kommunerne ved, at der er en limit".

Den nye model betyder, at man kun kan spekulere i, hvor meget ens egne indbyggere i kommunen og skatteindtægter vil rykke sig i forhold til statsgarantien. Det vil ikke længere få betydning, hvordan den generelle udvikling er. Derudover sættes der en grænse - som KL-formanden kalder limit - på 1,5 mia. kr., som er det maksimale tab eller gevinst, som kommunerne kan få ved at vælge selvbudgettering eller statsgarantien.

Er det her system i virkeligheden bedre end det, vi forlader?

"Det, vi forlader, virkede jo under normale omstændigheder, men når noget lige pludselig flagrede rundt, så spillede det jo fallit. Altså de der skøn, de blev helt skæve i forhold til, hvad der ellers skete. Det gamle system var ikke særlig god under forandringer generelt i samfundet. Der er det nye system bedre," slår Martin Damm fast. Og så vil det også fungere udmærket under stabile forhold.

KL-formanden er meget kritisk overfor det gamle system, fordi det navnligt i 2024 og 2025 har spillet fallit, fordi flere valgte selvbudgettering alene for at begrænse et tab og ikke fordi, de faktisk syntes, det var en god idé.

Tilbage til rouletten for de selvbudgetterende

Borgmestrene og byrødderne i kommunerne har ofte sagt om muligheden for at vælge selvbudgettering under det gamle system, at det var som at være på casino eller spille lotto, de foretrak i stedet for det sikre statsgaranti.

Den logik blev kastet totalt op i luften og vendt om med budgetterne for 2024 og 2025, fordi regeringen havde undervurderet skatteindtægterne i deres prognoser. Derfor kom der et stormløb mod selvbudgettering, fordi kommunerne pludselig kunne få en meget stor gevinst ved den ordning. Derudover gav stormløbet en ekstra sneboldeffekt, fordi flere kommuner nu ønskede at begrænse deres tab på statsgarantien og valgte af nød selvbudgettering.

Med det nye system skulle logikke være blevet vendt om igen, så det er selvbudgettering, der er gamblingens valg, forsikrer Damm om.

"Så man kan igen sige, vil man spille på rouletten (selvbudgettering), eller vil man tage det, der er (statsgarantien)," siger han.

"Og på rouletten kan du med det nye system kun vinde dine egne penge, du kan ikke vinde andres penge i samme omfang."

Sidst opdateret: 18/02/2025 - 18:37

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]