Her ses en illustration af, hvordan ringborgen vil blive synlig midt i det centrale Odense.

Her ses en illustration af, hvordan ringborgen vil blive synlig midt i det centrale Odense. - Foto: Illustration: Erik Brandt Dam Arkitekter

Millioner på vej til at gøre vikingeborg synlig midt i Odense

Nu er der millioner fra fonde og kommunen på vej til at realisere synliggørelsen af ringborgen Nonnebakken.

Udgivet: 04/02/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Odense Kommune bruger 12,4 millioner på at gøre den gamle ringborg fra vikingetiden, Nonnebakken, synlig.

Projektet støttes dertil af 10 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og en bevilling på 3,7 millioner kroner fra Augustinus Fonden, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

"Med fondenes flotte bidrag til at synliggøre Nonnebakken får Odense styrket den stærke fortælling om vikingerne som en del af byens DNA. Ringborgens placering midt i byen fortjener opmærksomhed og bidrager til fortællingen om Odense som et strategisk vigtigt punkt - i vikingetiden og i dag," siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S) i pressemeddelelsen.

Siden 2023 har ringborgen været på listen over verdensarv, og derfor vil kommunen nu få den frem i lyset.

Med projektet bliver dele af ringborgens vold markeret med brede bånd i cortenstål og planter mellem båndene, og der vil også blive lavet en stor model af ringborgen. Arbejdet med at formidle og gøre Nonnebakken synlig forventes at være afsluttet i efteråret 2026.

Fakta

Nonnebakken

  • Ringborgen Nonnebakken blev opført omkring år 980 e.Kr. af Harald Blåtand som en del af rigets forsvar og som en serie på i alt fem ringborge.

  • Borgen er et beskyttet fortidsminde og blev sammen med de fire andre ringeborge - Aggersborg, Borgring, Fyrkat og Trelleborg - i september 2023 udpeget som UNESCO Verdensarv.

  • Nonnebakken blev opført som en cirkelrund borg med en ydre diameter på 180 meter omgivet af en 9 meter bred voldgrav og en ca. 15 meter bred og op til 5-6 meter høj vold med træbeklædt front og bagside.

  • Synliggørelsen og formidlingen af Nonnebakken betyder blandt andet:

  • To brede bånd af cortenstål markerer voldens inder- og yderside på Odd Fellow Logens plæne. Ringborgens oprindelige nord- og vestport markeres ved cortenstålsbeklædte åbninger i volden.

  • En bronzemodel af Nonnebakken placeres i parken overfor ringborgen. Modellen viser borgen i sin helhed.

  • En varieret formidling med en række elementer, som først nu skal udvikles. Idéerne til formidling af verdensarven skal udvikles af førende designere, der findes via en arkitektkonkurrence.

  • Wayfinding, der sætter Nonnebakken i forbindelse med vikingeruten og byens andre vikinge-lokaliteter.

  • Projektet er et partnerskab mellem Odense Kommune som bygherre, Museum Odense og nutidens beboere på Nonnebakken, Odd Fellow Logen og Giersings Realskole.

  • Det er arkitekt Erik Brandt Dam, som har bred erfaring med at formidle kulturarv på en skånsom måde, der har udformet projektet.

Sidst opdateret: 04/02/2025 - 10:55

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]