Hovedstadskommuner kalder på milliardinvesteringer for at løse problemer med trafik og støj. (genrefoto)

Hovedstadskommuner kalder på milliardinvesteringer for at løse problemer med trafik og støj. (genrefoto) - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hovedstaden kalder på "massive investeringer" til forbedring af trafik

De 29 hovedstadskommuner er gået sammen om en analyse, som skal danne grundlaget for bedre trafik, hvor man ønsker at få mindre trængsel og støj og fremtidssikre mobilitet. Løsningsforslagene koster milliarder.

Udgivet: 27/01/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Overtrafikkerede cykelstier, massive overbelastninger på hovedveje og presset kollektiv transport. Det er blandt de problemer, som Københavns Kommune nu råber op omkring og kalder på investeringer for at få løst problemerne før, at trafikken "sander til", lyder det i en pressemeddelelse fra kommunen.

Det sker på baggrund af en analyse, som er lavet i et samarbejde mellem de 29 hovedstadskommuner i KKR Hovedstaden og Region Hovedstaden.

"Det er vigtigt, at vi ser på løsninger på tværs af kommunerne, og hvor vi vil hen, i fællesskab. Herunder, hvor der er særligt behov for at styrke den kollektive og aktive transport, og hvor adfærdsmæssige greb kan spille en rolle," siger borgmester i Albertslund Kommune og formand for KKR Hovedstaden, Steen Christiansen (S), i pressemeddelelsen.

I København tilslutter Teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (EL), sig og understreger, at der skal handles på baggrund af analysen.  

”Analysen viser, at der er flere muligheder for at få gode effekter – på støj, forurening og fremkommelighed, hvor vi skaber plads på vejene til den nødvendige biltrafik som erhvervs- og varekørsel – og så har det indvirkning på vores sundhed og livskvalitet, når vi cykler og går mere i stedet for at sidde i kø i en bil,” siger hun og tilføjer, at supercykelstier bør være en del af den samlede plan.

Analysen lægger op til to scenarier. Det ene, hvor man har fokus på at løse mobilitetsudfordringer, hvilket vil koste 91 milliarder. Det andet, hvor der skal fokuseres på at gøre allerede eksisterende kapacitet bedre, hvilket vil koste 14 milliarder,

Læs nærmere i faktaoversigten over analysens hovedpunkter og de to scenarier, som der lægges op til.

Fakta

Analysens hovedpunkter

Analysen af den tværgående mobilitet i hovedstadsområdet er lavet i regi af de 29 kommuner i KKR-Hovedstaden og Region Hovedstaden. Den bygger på en fælles vision, som kommunerne og Region Hovedstaden vedtog i 2023.

Første del af analysen blev præsenteret i 2024 og kortlagde store udfordringer for mobiliteten i hovedstadsområdet i de kommende år, blandt andet, at:

  • Det samlede antal daglige ture i hovedstadsområdet forventes at stige med 800.000 eller 8% fra 2025 til 2035.

  • Lastbiltrafikken vil stige markant. og der vil være kapacitetsudfordringer i den kollektive transport.

  • Særligt uden for de centrale kommuner som København og Frederiksberg vil både kollektiv transport og cykling tabe terræn til bilen.

Anden del af analysen opstiller scenarier inden for en række temaer, herunder cykelinfrastruktur, kollektiv transport og udbygning af vejnettet. Investeringerne er samlet i to hovedscenarier, og effekterne beregnes hhv. med og uden en kørselsafgift.

Analysen beskriver scenariernes effekt på bl.a. valg af transportmiddel, trængsel, cykeltrafik, kollektiv trafik samt CO2, luftforurening og støj.

Hovedscenarie 1 fokuserer på at løse mobilitetsudfordringerne med store investeringer blandet andet i kollektiv transport og en fuld udbygning af supercykelstinettet. Scenariet fokuserer på effektive pendlingsmuligheder.

Hovedscenarie 2 fokuserer på at udnytte den eksisterende kapacitet bedre, nedbringe trafikstøj og øge den aktive transport. Her indgår blandt andet en række indsatser med fokus på hastighedsnedsættelser på forskellige vejtyper i hovedstadsområdet, flere BRT-linjer, udbygning af supercykelstinettet og bedre cykelparkeringsmuligheder ved trafikale knudepunkter.

Hovedscenarie 1 forudsætter investeringer for omkring 91 milliarder kroner.

Hovedscenarie 2 forudsætter investeringer for omkring 14 milliarder kroner.

Vurdering af scenariernes samfundsøkonomiske effekt

Som led i analysen er der foretaget en samfundsøkonomisk vurdering af scenarierne, hvor brugergevinster og eksterne effekter holdes op imod anlægs- og driftsomkostningerne. Anlægs- og driftsomkostninger er baseret på tilgængelige analyser og er forbundet med stor usikkerhed.

Oversigt over mulige indsatser

I forlængelse af scenarieanalysen er der udarbejdet et indsatskatalog med en kort beskrivelse og indledende vurderinger i fht. den fælles vision af 33 mobilitetsindsatser, hvoraf hovedparten indgår i et eller flere af de beregnede scenarier.

Næste skridt 

Hovedstadens borgmestre m.fl. vil sammen med regionsrådsformanden få præsenteret analysens resultater på KKR Hovedstadens møde d. 3. februar. Derefter igangsættes dialogen om ønsker og perspektiver for den fremtidige mobilitet i hovedstadsområdet.

Kilde: Københavns Kommune

Sidst opdateret: 27/01/2025 - 10:53

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]