Erhvervspsykolog Vibeke Lunding-Gregersen beskæftiger sig med politiske arbejdspladser.

Erhvervspsykolog Vibeke Lunding-Gregersen beskæftiger sig med politiske arbejdspladser. - Foto: Mindworks

Erhvervspsykolog om byrådssamarbejde: Du kan ikke tage magtkampen ud af politik

Det politiske arbejdsmiljø er i særlig risiko for at udvikle sig dårligt, men alligevel er landets kommunale magthavere ikke beskyttet af arbejdsmiljøslovgivningen. Der er dog flere ting, som man selv kan se på i kommunalbestyrelserne, hvis man vil undgå den betændte stemning.

Udgivet: 27/01/2025

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Højspændte debatter, personlighedsclashes og forhandlinger, der går i hårdknude. Meget kan gå så skævt i magtens kommunale centrum, at arbejdsmiljøet tager et styrkdyk.

NB-Kommune har talt med erhvervspsykolog Vibeke Lunding-Gregersen for at høre, hvad der sætter politiske arbejdsmiljøer i særlig risiko for at blive negative og hvad man kan gøre, hvis stemningen er blevet betændt.

"Det der er særligt er jo, at politikere ikke er omfattet af arbejdsmiljølovgivningen. Så der er faktisk ikke lovkrav til, at man skal sikre sunde betingelser for arbejdet, hvilket gælder for ansatte" siger hun.

Vibeke Lunding-Gregersen forklarer, at der er fem risikofaktorer i det psykiske arbejdsmiljø, der har betydning for vores trivsel, sundhed og præstationer: Stor arbejdsmængde og tidspres, uklare, modstridende krav i arbejdet, høje følelsesmæssige krav i arbejdet, vold og trusler og krænkende handlinger.

De tre første er helt almindelige og ofte til stede i politiske arbejdsmiljøer, hvor arbejdstimerne er mange, rollefordelingen kan være uklar, og hvor man skal være i stand til professionelt at kunne rumme andres følelselsesmæssige reaktioner, mens man samtidig skjuler sine egne.

For mange politikere er det heller ikke ualmindeligt at få truende eller ubehagelige beskeder på sociale medier, hvilket kan være voldsomt belastende og hvis ikke man arbejder med forebyggelse af risikofaktorerne, så baner det vej for et miljø, hvor krænkende handlinger kan opstå, forklarer Vibeke Lunding-Gregersen.

Og det er ikke uden konsekvenser, når man belastes af et dårligt arbejdsmiljø. De kognitive funktioner, som evnen til problemløsning, rationel tænkning og kreativitet, påvirkes.

"Det har konsekvenser for vores relationer, vores fysiske og psykiske sundhed, vores evne til at samarbejde, vores måde at være sammen på og vores selvregulering," siger hun og uddyber:

"Det er magtfulde rum man er i, når man er i politik. Du kan ikke tage magtkampen ud af politik. Det vil sige, at jo mere udfordret vi bliver på vores relationer, jo flere magtspil, magtkampe og alliancedannelser vil der opstå i det politiske rum. Måden vi er sammen med hinanden på bliver mindre professionel og gør os mindre i stand til at finde gode løsninger"

En beredskabsorienteret indsats

Er uheldet ude i kommunalbestyrelsen, så er der dog råd at finde.

Vibeke Lunding Gregersen anbefaler, at man anlægger en beredskabstænkning i arbejdet med politikernes samarbejde og arbejdsmiljø: Ved man, at der kommer en politisk forhandling, som budgetforhandlingerne, hvor der kan opstå store politiske uenigheder, så kan det være gavnligt at italesætte det i fællesskab og finde en måde, hvor man kan komme godt i mål.

For selvom at man kan være ideologisk uenige, så har man i bund og grund et fælles mål om at skabe god politik til gavn for borgerne.

Og det er det fælles mål, som man skal have for øje, forklarer Vibeke Lunding-Gregersen.

"I virkeligheden er de grupper, der klarer sig bedst, dem hvor man er klar på det fælles mål, man er samlet om. Der kan være uenigheder, men man har et fælles mål," siger hun.

Derudover kan man kompetenceudvikle politikerne i samarbejde og god mødeledelse - og så skal man klæde politikerne godt på til at samarbejde i et konfliktfyldt rum.

Derfor kan det være en idé, at berøre emnet allerede i starten af en valgperiode.

"Man kan sikre, at det ikke er kun er det politiske arbejde, som man skal lære som ny, men at man faktisk også bruger noget tid på, at tale om hvordan man samarbejder, så alle føler sig værdsat, respekteret og inkluderet," siger erhvervspsykologen.

I de værste tilfælde, hvor konflikter har udmøntet sig i åbenlys fjendtlighed, anbefaler Vibeke Lunding-Gregersen, at de stridende parter er sit ansvar bevidst og tager initiativ til at få talt konflikten igennem, eventuelt med hjælp fra en konfliktmægler.

Og så skal man være opmærksom på, hvordan resten af kommunalbestyrelsen inkluderes, for hvis konflikten allerede har sat sig i gruppedynamikken, så er det ikke nok at løse en indbyrdes konflikt.

"Det er noget med, at man arbejder med de konkrete konflikter, og så videreføre den viden og læring ind i gruppen, så man kan komme godt videre sammen," forklarer Vibeke Lunding-Gregersen.

Den 18. februar afholder Folketinget en konference for politikernes arbejdsmiljø.

Sidst opdateret: 27/01/2025 - 11:30

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]