Beskæftigelsesområdet skal vendes 180 grader: Se hvad din kommune bruger på indsatsen
Se, hvordan din kommune klarer sig i beskæftigelsesindsatsen, og hvad de samlede udgifter går til.
Udgivet: 22/01/2025
Det er nu over to år siden, at SVM-regeringen fremlagde sine planer for en reform af beskæftigelsesområdet.
Siden har ansatte i jobcentre, a-kasser og andre berørte parter ventet på afklaring. Men nu ser det ud til, at der snart sker noget. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) vil inden længe at samle Folketingets partier for at indgå en aftale, der relativt hurtigt kan blive omsat til lov.
Og der er så store forandringer på vej, at ministeren selv omtaler den kommende reform som et regimeskifte. Hun lover et opgør med den statslige styringsmodel, der fjerner ressourcer fra kommunernes kerneopgave. I stedet skal de i højere grad måles på resultater.
Det skriver NB-Beskæftigelse.
Fik du læst?
2025 bliver beskæftigelsesområdets skæbneår: Tre fokuspunkter du bør holde særligt øje med
Men reformen er også en spareøvelse. Regeringen har nemlig sat som mål, at der skal findes årlige besparelser på tre milliarder kroner senest i 2030.
Faktisk er det knap en fjerdedel af, hvad den samlede beskæftigelsesindsats koster i dag. NB-Beskæftigelse giver et overblik over, hvad udgifterne går til.
Besparelser på beskæftigelsesindsatsen siden 2018
De samlede offentlige udgifter til den aktive beskæftigelsesindsats udgjorde i 2023, der er det senest opgjorte regnskabsår, 11,7 milliarder kroner.
Heraf udgjorde driften af jobcentrene 5,8 milliarder kroner.
Siden 2018 er udgifterne til den samlede beskæftigelsesindsats faldet med 3,6 milliarder kroner.
Over en kvart million borgere afsluttede et ydelsesforløb i 2023, og knap halvdelen opnåede varig beskæftigelse.
Det viser en række svar fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til Folketingets beskæftigelsesudvalg.
Der er i alt 14.000 beskæftigede på landets jobcentre, og det tal har ligget stabilt de seneste 10 år, viser en oversigt.
De har ansvaret for de godt 300.000 helårspersoner, som nedenstående tabel viser
Antallet af fuldtidsbeskæftigede omfatter samtlige beskæftigede i jobcentrene og dermed også ansatte, der ikke har borgerkontakt.
Udgifterne pr. fuldtidsperson udgjorde samme år 36.477 kroner i gennemsnit på landsplan.
På danmarkskortet kan du se, om din kommune ligger over eller under gennemsnittet.
I 2023 var der på landsplan i alt 1,1 millioner afsluttede ydelsesforløb med 53 procent i efterfølgende beskæftigelse, hvis man ser på status tre måneder efter afslutningen af ydelsesforløbet.
Det skal bemærkes, at afsluttede ydelsesforløb ikke nødvendigvis repræsenterer unikke personer. En person kan tælle flere gange, hvis vedkommende skifter ydelse i løbet af året.
På nedenstående kort vises desuden hver kommunes andel i efterfølgende beskæftigelse tre måneder efter afsluttet ydelsesforløb.
I langt de fleste kommuner skal reduktionen i udgifterne til den aktive beskæftigelsesindsats de seneste fire år formentlig findes i besparelserne på 1,1 milliarder kroner til tidlig pension, populært kaldet Arne-pension.
Derudover er uddannelse og anden aktivering for forsikrede ledige blevet politisk reduceret med to tredjedele.
Danmark bruger mest på den aktive beskæftigelsesindsats
I 2022 brugte Danmark over 39 milliarder kroner på den aktive beskæftigelsesindsats, svarende til 1,40 procent af BNP. Til sammenligning udgjorde udgifterne i Norge, Sverige og Tyskland henholdsvis 0,28 procent, 0,96 procent og 0,53 procent af deres BNP.
Det er dog vanskeligt at sammenligne udgifterne på tværs, fordi de enkelte landes ydelses- og indsatssystemer er indrettet vidt forskelligt. Derfor bør man altid tage visse forbehold, når man ser på sådanne opgørelser, fremgår det.
Sidst opdateret: 22/01/2025 - 09:07












































