
Rebildfesten fejrer den amerikanske uafhængighedsdag. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Borgmester deltager i amerikansk fest trods Grønlands-ballade
Udgivet: 21/01/2025
Når den amerikanske uafhængighedsdag fejres til Rebildsfesten ved Rebild Bakker den 4. juli, så bliver det fortsat med deltagelse af Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen (S).
Det skriver TV2Nord.
I sidste uge meldte rådmand for senior og omsorg Vibeke Gamst (K), der har siddet i Aalborg Byråds 4. juli komité, ud, at hun ikke vil deltage i festlighederne i år som følge af Trumps udmeldinger om Grønland.
"Det er umuligt for mig at stå der og se Stars and Stripes blive hejst, når Trump truer os på den måde," siger hun til TV2Nord og kalder spørgsmålet om byrådets deltagelse i festen for et 'dilemma'.
Den holdning deles dog ikke af Lasse Frimand Jensen, der mener at Aalborg Kommune bør være til stede til fejringen, så længe Danmarks officielle politik er, at USA er vores tætte allierede. Han oplever, at der er plads til gode diskussioner og politisk uenighed til Rebildfesten.
"Man må gerne være politisk uenig, der er jeg også selv, men det er ikke sådan, at jeg så skærer alle amerikanere over en kam. Jeg oplever faktisk, at hvis jeg snakker politik med dem, der kommer til Aalborg og Rebild, så står de for et anderledes livssyn, end det Donald Trump står for," siger han.
Sidst opdateret: 21/01/2025 - 10:10












































