Carl Andersen (LA, tv.) har bragt et ønske fra partikollega Per Nykjær Jensen fra Svendborg om mere åbenhed i udvalgsarbejdet med i Folketinget. Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) er modstander af at give hjemmel til åbne udvalgsmøder i kommunerne.

Carl Andersen (LA, tv.) har bragt et ønske fra partikollega Per Nykjær Jensen fra Svendborg om mere åbenhed i udvalgsarbejdet med i Folketinget. Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) er modstander af at give hjemmel til åbne udvalgsmøder i kommunerne. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix; Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Minister afviser LA-byrådsmedlems ønske om åbne udvalgsmøder

Det er blandt andet en bekymring for, at udvalgsmedlemmer i for høj grad vil ty til politiske indlæg målrettet medierne, at indenrigsminister Sophie Løhde (V) afviser at tillade åbne udvalgsmøder.

Udgivet: 19/12/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Sophie Løhde (V) afviser på foranledning af et spørgsmål fra Liberal Alliances indenrigsordfører, Carl Andersen, at gøre udvalgsmøderne i kommunerne åbne for offentligheden.

Hun fastslår, at man bør undgå, at kommunalpolitikernes reelle forhandlinger bliver henlagt til mere private fora, hvad der vil være risiko med åbne udvalgsmøder.

"Jeg mener, det er velbegrundet, at møderne i kommunale udvalg ikke er åbne. Ikke fordi jeg ikke går ind for åbenhed, men fordi det er væsentligt for lokaldemokratiet, at der bevares et rum til uformelle og frie forhandlinger, hvor udvalgsmedlemmernes tilkendegivelser ikke bliver politiske indlæg, der f.eks. bliver målrettet de tilstedeværende tilhørere eller medierne," skriver indenrigsministeren.

Hun understreger samtidig, at der ikke er hjemmel i kommunestyrelsesloven til, at kommunalbestyrelsen eller udvalget kan beslutte, at udvalgsmøder skal være offentlige.

I Svendborg må ophavsmanden bag forslaget erkende, at det ikke bliver muligt at øge åbenheden om debatten i de politiske udvalg.

"Det ærgrer mig, for jeg kunne godt have tænkt mig at prøve med åbne udvalgsmøder i en eller anden facon, men nu er der ikke mere, jeg kan gøre," siger Per Nykjær Jensen (LA) til Fyns Amts Avis.

Fordele og ulemper

I ministersvaret til Folketingets Indenrigsudvalg vejes fordele og ulemper ved åbne udvalgsmøder op mod hinanden. En fordel er, at kendskabet til politikernes udtalelser og standspunkter og sagernes karakter ville øges. Og Sophie Løhde peger på, at der opstår offentlighedsproblemer, hvis et større antal sager delegeres til de stående udvalg eller administrationen.

"Vælgerne afskæres fra at følge og kontrollere deres repræsentanter, og når afgørelserne træffes på kommunalbestyrelsens vegne, kan noget tale for, at reglerne for kommunalbestyrelsens sagsbehandling tillige overføres på udvalgene," står der i det fire sider lange ministersvar.

Ulemperne ved åbne udvalgsmøder overgår dog fordelene, vurderer ministeriet.

"Udvalgene er i meget høj grad beslutningsorganer, og en for stærk politisering af udvalgenes arbejde kan derfor være uheldig," skriver Sophie Løhde.

Et af argumenterne knytter sig til de små partier, der kan tænkes at få en større arbejdsbyrde, hvis man til hvert udvalgsmøde skal forberede politiske indlæg, der kan refereres af tilstedeværende journalister. Risikoen er, at det ellers kan blive sådan, at "kun personer, der har tilstrækkelig tid, kræfter og økonomiske evner, vil være i stand til at bestride hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem," skriver Sophie Løhde, som til sidst i svaret understreger, at hun ikke har planer om at foreslå ændringer af reglerne.

PDF åbnes i et nyt vindue

Løhde om åbne udvalgsmøder

Sidst opdateret: 19/12/2024 - 11:23

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]