
Blandet andet Rødvig havn i Stevns Kommune blev hårdt ramt af stormen i oktober sidste år. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Profileret pulje blev ikke udnyttet af kommunerne - nu går pengene til andet klimaformål
Borgmestre retter kritik mod, at overskydende millioner fra Stormflodspuljen flyttes til kystsikringspulje. Beslutningen flugter med vismænds anbefaling om, at kommuner bør motiveres til at forebygge.
Udgivet: 18/12/2024
Stormflodspuljen har været igennem mange bølger af kritik. Folketinget afsatte efter stormfloden i oktober 2023 125 millioner kroner til kommunerne. Nu står det klart, at mere end to tredjedele af beløbet er blevet til overs, og at de overskydende midler overføres til en anden pulje. De 83 millioner kroner bliver flyttet til puljer for diger og kystbeskyttelse, som også kan søges af kommunerne.
Flere borgmestre er utilfredse med, at de ikke får dækket mere af genopretningen fra stormflodspuljen og undrer sig over, at dens fulde beløb ikke kan bruges her.
"Man plejer at sige, at penge er ens, men det mener jeg faktisk ikke i det her tilfælde. Stormflodspuljens midler og de cirka 83 millioner, der var tilovers, burde efter min mening være fordelt mellem de kommuner, som var berørt af selve stormfloden," siger borgmester for en af de ramte kommuner, Peter Hansted (S) fra Ærø, til DR.
Ingen gået glip af midler
På trods af kritikken, så har Folketingets Finansudvalg redegjort, at ingen har fået afslag på ansøgninger. For selvom ansøgningerne er overgået puljens størrelse, så har man dækket 25 procent af beløbenen i alle tilfælde.
"I alt 20 kommuner har søgt puljen, og der er opgjort udgifter til genopretning for 155,0 mio. kr., der er berettiget til tilskud. Der er på den baggrund givet tilsagn om tilskud for 25 pct. af de tilskudsberettigede udgifter svarende til 38,8 mio. kr. Der er ikke givet afslag på ansøgninger," står der i aktstykket.
Genopretning er dog ikke nødvendigvis der, hvor kommunerne skal have en hjælpende hånd, for modellen kan give et skævt incitament, hvor de ikke forebygger tilstrækkeligt.
"Stormflodspuljen er et eksempel på, at staten griber ind med kompensation for skader ved en katastrofebegivenhed på trods af, at politikken inden hændelsen var, at borgere og kommuner i de udsatte områder selv skal sikre sig mod oversvømmelse," skriver de og advarer mod at skabe en forventning om, at staten altid vil hjælpe ved stormflodshændelser, da det vil mindske kommunernes incitament for at håndtere risikoen.
Genopretning efter stormflod i 2023
I oktober sidste år blev der afsat 125 millioner kroner til Stormflodspuljen til at hjælpe de ramte kommuner med genopretning. Ansøgningerne om puljemidler har det seneste år rundet over det afsatte, men alligevel er der 83 millioner tilbage i puljen. Og nu overgår de til en anden pulje, nemlig en pulje til kystsikring.
Det blev Folketingets Finansudvalg enige om d. 12. december, hvor kun LA stemte imod.
"Forventningen var helt klart, at Sønderborg Kommune - og andre kommuner - ville få hjælp fra staten efter stormflodens store og massive skader. At vi kunne få tilskud til dele af genopbygningen og så lånefinansiere resten. Men det er ikke sket, og nu er vi ladt i stikken af staten, sagde borgmester i Sønderborg Erik Lauritzen (S) tidligere på året til TV2 Syd, da kommunen fik afslag på at hæve sin anlægsramme til at genoprette skaderne efter stormfloden i oktober sidste år.
Kystpuljen, som de overskydende penge overgår til, udgør nu 233,8 millioner kroner. Der var i oktober frist for at søge midler fra den, og de indkomne 11 ansøgninger er kommet op på omtrent én milliard kroner.
Blandt andet har Fanø søgt tilskud til at bygge en dige ved Vadehavet. De resterende ti ansøgninger handler om fælles kystbeskyttelsesprojekter.
Sidst opdateret: 18/12/2024 - 13:30












































