
Antallet af afskedigede chefer og ledere i kommunerne er ifølge fagforeninger væsentligt højere end tidligere. Indtil videre i år har Djøf registreret 125 sager om ufrivillige afskedigelser blandt egne medlemmer - både chefer og ledere. Udviklingen underbygger behovet for en fratrædelsesgodtgørelse på et års løn, som Michael Ziegler (th.) og KL har anfægtet gennem længere tid. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Djøf svarer på kritik fra KL: Kommunerne fyrer flere chefer end tidligere
"Vi kan ikke tro på, at det skulle være vanskeligere at arbejde sammen med direktører i dag end tidligere," siger Djøf-direktør. Han opfordrer kommuner og byråd til at gøre mere for at få samarbejdet med de kommunale topchefer op at køre.
Udgivet: 18/12/2024
Antallet af fyrede direktører og chefer i kommunerne er steget de seneste år, og derfor er der brug for at holde fast i gunstige fratrædelsesordninger, selvom det koster kommunerne dyrt.
Sådan lyder budskabet fra fagforeningerne Djøf og IDA, der repræsenterer kommunale topchefer og ledere.
Djøf har udarbejdet en oversigt, der illustrerer stigningen i antallet af afskedigelsessager siden 2004. Det skal bemærkes, at Djøf ikke organiserer alle kommunale chefer.
I denne valgperiode har mængden af afskeds- og fratrædelsessager nået et nyt niveau. I 2023 blev der sat ny rekord med 128 afskedigelser blandt kommunale chefer og ledere i Djøf-regi. (inkl. ansatte, der ikke er omfattet af chefaftalen), og i år er antallet foreløbigt oppe på 125.
Ifølge fagforeningen overstiger antallet af ufrivillige fratrædelser den vækst, der har været i medlemsantallet.
"Vi har set en stigning i antallet af chefmedlemmer i kommunerne – men slet ikke i det omfang, der kan forklare stigningen i antallet af afskedigelsessager. Så der er ingen tvivl om, at stolene er blevet mere usikre at sidde på for de kommunale chefer," skriver Djøf til NB-Kommune.
Ifølge TV2 har de 98 kommuner siden januar 2022 brugt mindst 257 millioner kroner på fratrædelsesgodtgørelser og løn i opsigelsesperioden til chefer og direktører, der er omfattet af chefaftalen.
KL's løn- og personaleudvalgsformand, Michael Ziegler (K), langede tirsdag ud efter cheforganisationerne og kaldte det "komplet ubegribeligt, at Djøf synes, at det er ok, at en kommunal direktør, der fyres efter 2 måneder, kan få op til 2 års løn med sig."
Djøfs administrerende direktør, Tomas Therkildsen, drejer i sit modsvar kritikken fra KL over på den formindskede jobsikkerhed for de kommunale chefer.
"Vi synes også, det er ærgerligt at bruge 257 millioner på fratrædelser. Det er et problem for vores medlemmer, at der bliver fyret flere. De er mere bekymrede, og vi kan ikke tro på, at det skulle være vanskeligere at arbejde sammen med direktører i dag end tidligere," siger Tomas Therkildsen, der har en fortid som kommunaldirektør i Næstved og Vordingborg kommuner, til TV2.
Han mener, at det stigende antal afskedigelser i kommunerene skyldes "alt muligt lige fra kemi til kommunikation" og råder kommunerne til at prioritere rekrutteringsindsatsen og "arbejde mere for at få samarbejdet op og køre" frem for at skride til fyringer.
Malene Matthison-Hansen fra ingeniørernes fagforening, IDA, peger på, at direktører i kommuner eller kommunalt ejede forsyningsselskaber næppe tør udfylde rollen og udfordre politiske beslutninger, hvis man har et meget kort opsigelsesvarsel uden den økonomiske sikkerhed, som fratrædelsesgodtgørelsen giver.
Forsker: Svære balance i store butikker
Niels Opstrup, lektor i statskundskab på Syddansk Universitet, vurderer, at det er blevet mere usikkert at være kommunal topchef efter strukturreformen i 2007. Hans undersøgelser indikerer, at hverken et stigende antal skandalesager eller fyringer i forbindelse med politiske magtskifter kan forklare tendensen. Derimod er analysen, at kravene til særligt direktørerne i kommunerne er blevet større med årene.
"Det er store butikker med presset økonomi, de skal levere resultater i. De skal både være synlige udadtil og indadtil. De skal være tæt på borgmesteren, men ikke skygge for borgmesteren. Der er en masse svære balancer," siger Niels Opstrup til TV2.
Sidst opdateret: 10/03/2026 - 13:39












































