Fanø Kommune har iværksat en trivselsundersøgelse blandt medarbejdere på rådhuset, der i efteråret henvendte sig til Arbejdstilsynet.

Fanø Kommune har iværksat en trivselsundersøgelse blandt medarbejdere på rådhuset, der i efteråret henvendte sig til Arbejdstilsynet. - Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Dårligt samarbejde med byrådet: Trivselsplaget kommune søsætter ekstern undersøgelse

Søvnmangel, stress og et ubehageligt forhold til byrådspolitikerne. Det er nogle af de forhold, som Arbejdstilsynet har afdækket blandt medarbejdere på Fanø Rådhus. Nu vil politikerne iværksætte en ekstern undersøgelse af trivslen blandt medarbejderne.

Udgivet: 12/12/2024

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

En ekstern trivselsundersøgelse skal gå trivslen blandt Fanøs rådhusmedarbejdere efter i sømmene.

På bagkant af et opsigtsvækkende budgetforløb, hvor et politisk flertal uden om borgmesteren nedlagde kommunikationsmedarbejderens stilling, skrev rådhusmedarbejderne et åbent brev, hvor de beskrev utryghed i organisationen og et niveau af stress og mistrivsel, der førte til opsigelser. Der blev også rettet henvendelse til Arbejdstilsynet, der siden har været på et fysisk og flere virtuelle tilsynsbesøg.

"Jeg har det rigtigt, rigtig skidt med, at medarbejderne føler en utryghed ved at komme på arbejde. Sådan skal det selvfølgelig ikke være, og det berører mig dybt. Det skal vi gøre noget ved, og det er vi nu i gang med," siger borgmester Frank Jensen (R) til TVSyd.

I en rapport fra arbejdstilsynet, som tv-stationen har beskrevet, fremgår det, at rådhusets ansatte føler sig nedslidte og oplever dårlig nattesøvn, mens samarbejdet med byrådet karakteriseres som ubehageligt. Helt konkret beskriver medarbejderne, at der er en intimiderende atmosfære, når man skal fremlægge en sag for byrådet, og at byrådsmedlemmer betvivler de ansattes faglige vurderinger, når de blander sig sagsbehandlingen.

Økonomi- og Planudvalget har godkendt trivselsundersøgelsen, som skal vedtages endeligt af byrådet i næste uge.

Fik du læst?

Fanø-flertal vil have KL til at vurdere kontroversiel budgetfyring

Akut psykologhjælp og personalemøder

I sidste uge skrev TVSyd på baggrund af en aktindsigt i kommunens høringssvar til Arbejdstilsynet, at der allerede er iværksat en række initiativer, der skal løfte arbejdsmiljøet på rådhuset.

Medarbejderne er blandt andet blevet tilbudt psykologbistand, mens udvidede personale møder skal sikre dialog om arbejdsmiljøet. Det bliver også ledelseslaget, der overtager kommunikationen med byrådet.

Det sidste punktum er endnu ikke sat i Arbejdstilsynets vurdering, men kommunaldirektør Søren Abildtrup har ikke tænkt sig at vente på den endelige rapport, før der handles. Det fortæller han til TVSyd.

Kommunaldirektøren forventer at søsætte trivselsundersøgelsen, som medarbejdere kan deltage i anonymt, allerede i næste uge, og at den vil løbe flere måneder frem. Forventningen er, at den vil udmønte sig i flere initiativer, der kan afhjælpe problemerne med medarbejdertrivsel.

Der er afsat 204.000 kroner til undersøgelsen, som kommunen allerede har været i dialog med udviklingscenteret Komponent om.

Fik du læst?

Forligspartier nedlægger kommunal stilling - og det blev dråben for borgmesteren

Sidst opdateret: 12/12/2024 - 12:24

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]